Bragt på POV International 7. februar 2020.
Koreografen Crystal Pite skaber noget så usædvanligt som bevægende og samfundskritiske kommentarer i de store operahuse i London og Paris, kunstrum, der sjældent antager direkte politiske dagsordner. Hendes signatur, ensemblekoreografien, understøtter mere end nogen anden et grundlæggende demokratisk og diversitetsbåret udsyn, hvor alle er ens, alle er forskellige, og hvor det er smukt.
Den canadisk-fødte koreograf Crystal Pite ramte i 2016 en nerve og placerede sig centralt som en af vor tids mest markante politiske og aktivistiske stemmer i dans, da hun skabte ensembleværket ”Seasons’ Canon” for 54 dansere til Pariseroperaens Ballet. For kan man overhovedet adressere konkrete problemer i tiden i et abstrakt sprog og i en så formel og traditionstynget ramme som et operahus?
Enaktsballetten til Max Richters gendigtning af Vivaldis ”De fire årstider” satte uden et ord klimakrisen på dagsordenen på Palais Garnier med overvældende poetiske, teatralske endog melodramatiske billeder.
Hun har allerede sagt det: ”Jeg ønsker at fremme forståelsen af, at vi alle er én, at vi alle er forbundet.”
Som Pite orkestrerede menneskemasserne på den store scene som én krop, som hun malerisk skabte naturbilleder fra insektsværme til fugleflokke og ikke mindst oplevelser af vand og hav, i evig bevægelse, evig forandring, var ingen i tvivl om budskabet eller alvoren i hendes udsagn: menneskets samhørighed med en natur, vi katastrofalt har mistet følelsen for.
Alle søger en historie
Værket var udtryk for et engagement og en bevidsthed, Crystal Pite allerede havde markeret som leder af sit eget dansekompagni, Kidd Pivot: Året inden stod hun sammen med sine dansere bag ”1Day For The Climate Initiative”, et manifest og en forpligtelse til at donere en dags arbejdsløn til CO2-offsetting som modvægt til den klimabelastning, kompagniets turneer udgør. Kidd Pivot er i dag det eneste dansekompagni i verden, der er CO2-neutralt. Kollektivt har danserne og kompagniets medarbejdere bidraget med støtte til offset af CO2 svarende til 400 ton.
Pite grundlagde sit kompagni i Vancouver, Canada, i 2002 efter en karriere som danser ved Ballet British Columbia og William Forsythes Ballet Frankfurt. Hendes koreografi bar fra start naturligt stærkt præg af Forsythes indflydelse, men også af inspiration fra Jiri Kylian og Pina Bausch.
I Vancouver arbejdede hun med dukke- og danseteater såvel som med skuespillere, ofte med udgangspunkt i videnskabelige eller filosofiske emner og med en tilbagevendende interesse for det narrative: ”Når alt kommer til alt, så er jeg interesseret i at fortælle historier, der skaber forbindelser mellem mennesker,” sagde hun i 2014 i et interview til den britiske avis The Telegraph. “Alle søger en historie.”
Crystal Pites personlige historie som kunstner fik for alvor medvind med hendes tilbagevenden til Europa, først med Kidd Pivot som huskompagni ved Künstlerhaus Mousonturm i Frankfurt fra 2010 og særligt som ”Artistic Associate” ved Sadler’s Wells Theatre i London fra 2013, hvor hun skabte sit første værk i stor skala: ”Polaris” til musik af Thomas Adès, spillet af 75 musikere og danset af 64 dansere, der i passager bevægede sig unisont og i andre passager i mindre grupper, var en abstraktion over menneskelig udvikling og imperiers storhed og fald, der vandt hende en Olivier Award, Londons fornemste teaterpris.
Flygningens uvished
Den uforfærdede stemme, Pite havde fundet i London og Paris, og som kunne formulere både samfundskritik og idétænkning, brugte hun igen i 2017 i et værk med en aktuel agenda, ”Flight Pattern”, skabt til Royal Ballet som reaktion på den europæiske flygtningekrise i 2015, hvor 1 millioner mennesker på flugt ankom til det europæiske kontinent, primært over Middelhavet til Grækenland og Italien.
”Jeg kan ikke lade være med at gøre noget,” sagde hun i foråret 2017 til BBC Newsnight i forbindelse med premieren. ”For mig personligt er det en måde, jeg kan håndtere verden, som den ser ud nu, det er måden, jeg håndterer mine følelser, tankerne…”
Den uforfærdede stemme, som kunne formulere både samfundskritik og idétænkning, Pite havde fundet i London og Paris, brugte hun igen i 2017 i et værk med en aktuel agenda, ”Flight Pattern”
Flygtningestrømmene skabte frygt og et stærkt politisk pres fra Europas immigrationskritiske højrefløj, men Pites reaktion var igen den humanistiske, og igen skabte hun en både bevægende og skarp metaforisk kommentar i et kunstrum, der sjældent antager direkte politiske dagsordner, Royal Opera House Covent Garden: ”Det, jeg ønsker er, at vi mødes i teatret, at vi får en mulighed for at åbne de kanaler til vores menneskelighed og til hinanden.”
”Flight Pattern” bærer i både idé og iscenesættelse mindelser om Théodore Géricaults romantiske hovedværk, monumentalmaleriet ”Medusa”. “Flight Pattern” er, ligesom ”Seasons’ Canon” et ensemblearbejde, denne gang for 36 dansere, der klædt i lange frakker bevæger sig som skyggebølger over en skumringsfarvet scene.
Disse mennesker er ansigtsløse og identitetsløse, bundet sammen på en rejse, der ikke bringer dem ud af stedet. Menneskebølgen ruller frem og tilbage uden anker og uden pejling, tilstanden er reelt en stilstand: Pite har selv beskrevet, hvordan flygtningenes uvished har mærket hende, hvordan de har befundet sig i et ingenmandsland og i et rodløst limbo, uden fortid og uden fremtid.
Sat til 1. sats af Góreckis ”3. Symfoni”, også kendt som ”Symfoni af sorgfulde sange”, toner der dog her en intenst personlig historie frem, som sopranstemmen i musikken fylder rummet i klage: I gruppen af mennesker med ryggen til publikum falder lyset pludselig på én kvinde, der vender sig mod salen.
Her opstår en tragisk fortælling om en mor og et barn, om et ubærligt tab, som Pite fysisk beskriver med rod i opposition: ”Jeg bruger konflikt som et redskab, som en måde at skabe spænding på, både i emnet, jeg arbejder med, men også fysisk,” fortalte hun i BBC Newsnight.
”Jeg kan lide at arbejde med en krop, der er i konflikt med sig selv, der er en energisk spænding, der udspringer der. At have to modsatrettede opgaver på samme tid i en krop, kan gøre utrolige ting ved en person og skabe en tilstand af længsel, stræben, smerte, frygt. Alle disse ting udspringer af denne fysiske tilstand.”
Krop og sjæl
Denne grundlæggende undersøgelse af forholdet mellem det fysiske og det følelsesmæssige og hvad, der gør os til mennesker, går – ligesom døden – igen i Pites seneste værk ”Body and Soul”, skabt til Pariseroperaens Ballet i oktober 2019.
Balletten er tilsyneladende – måske? – en skiftevis klinisk og empatisk sorgbeskrivelse af overgangen mellem liv og død og en lakonisk kommentar til det, der sker på den anden side, bygget op i en traditionel form med tre akter, der kontrasterer i scene, kostume, musik og dynamik.
I sin form tættere på Pites tidligere teatralske arbejde med Kidd Pivot end det originale, banebrydende krydsfelt mellem klassisk konvention og moderne samfundskritik, hun udviklede i samarbejde med Royal Ballet og Pariseroperaens dansere.
Som ensemblet i en bevægelse falder til jorden og opsluges af skyggerne, løfter Hugo Marchand sig åndfuldt mod lyset til Præludium nr. 20, kaldet ”Begravelsesmarchen”, i en næsten melodramatisk skulpturel og ekspressivt klagende afsked
Stærkest står ”Body and Souls” andet billede, der bærer mindelse om en katedralagtig gravkrypt. Stemningen er både elegisk og desperat, sat til Chopins Præludier, herunder det melankolske Præludium opus 28. nr. 4, der blev spillet ved komponistens egen begravelse i Madeleine-kirken for præcis 170 år siden. Koreografisk er det scenen, der klæder Pariseroperaens dansere bedst: Muriel Zusperreguy og Alessio Carbone er tilbagevendende figurer, der i hvirvlende fraser beskriver afskeden.
Som ensemblet i en bevægelse falder til jorden og opsluges af skyggerne, løfter Hugo Marchand sig åndfuldt mod lyset til Præludium nr. 20, kaldet ”Begravelsesmarchen”, i en næsten melodramatisk skulpturel og ekspressivt klagende afsked, før alle danserne som en figur med stadig stigende intensitet og desperation gentager en gestus for brystet som udtryk for det bankende hjertes rytme og bratte, uigenkaldelige ophør.
Vi er alle én
”I want every part of you” synger Teddy Geiger med kannibalistisk hunger i balladen “Body and Soul”, der har givet værket sin titel og illustreres i ballettens absurde slutscene, hvor latex-klædte organismer med militær præcision prikker sig vej i formationer gennem et kitschet SM/fashion/disco guldunivers, der mindede mig om cellemembraner blæst op i megaformat. Det er comic relief, tænker jeg, som gnaskelydene hamrer den pointe hjem, Geiger sætter ord på: ”All that I want is a piece of your heart”. Bogstaveligt talt.
Crystal Pites signatur, ensemblekoreografien, understøtter mere end nogen andens et grundlæggende demokratisk og diversitetsbåret udsyn, hvor alle er ens, alle er forskellige, og hvor det er smukt.
De store ensemblescener er Pites absolutte styrke og en vej, hun med held kunne have udforsket mere direkte og dybere, mere empatisk, som skildring af menneskelig natur med et helt andet, mere oprigtigt udgangspunkt i netop Geigers sang: Geiger transformerede efterfølgende til kvinde og skriver i dag sange under navnet Teddy<3.
Hun har allerede sagt det: ”Jeg ønsker at fremme forståelsen af, at vi alle er én, at vi alle er forbundet.”
Topfoto: © Julien Benhamou / Opéra National de Paris.