ANMELDELSE – Danserne er forførende fremragende og usædvanligt motiverede, men ”Blodbrylluppet” løfter sig i denne balletudgave ikke over det underholdende.
Kristeligt Dagblad, 13. november
⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)
Eukene Sagues’ helaftensballet ”Blodbryllup” – meget frit efter Federico Garcia Lorcas skuespil i tre akter – dirrer af energi og overbevisning, men rammer aldrig Lorcas nerve i tragedien, lidenskaben og ”duende”.
I dramaet om ulykkelig kærlighed, familiefølelse og slægtsfejde, som udspiller sig i et andalusisk bondemiljø, er det mere bryllupsfesten end blodhævnen, der gør indtryk. Mere den farverige collage af udtryksfuld musik og sang, drejescenen og de store tableauer end skildringen af længsel, begær, smerte, tab og sorg, en uafvendelig skæbne og menneskets og livets mange modsætningsforhold.
Formen er en hybrid, der i stil med den spanske genre ”zarzuela” virtuost blander tale, sang, dans, kampteknik og musik, hvor først og fremmest Manuel de Fallas symfoniske behandlinger af andalusisk folkemusik driver aftenen frem.
Det er fantastisk at høre Det Kongelige Kapel slippe temperamenterne løs i de Fallas ’Ilddans’ fra ”El amor brujo”, og det er også i ensemblescenerne med det store udtræk, at Eukene Sagues lykkes bedst med at skabe stiliserede, rituelle, robotagtige skildringer af et traditionelt samfund fastlåst i klasser og konventioner med en underliggende knusende følelsesmæssig undertrykkelse.
Hun fletter den forførende forestilling sammen som et katalog af koreografiske referencer, så kvindernes byrde og vilkår beskrives i et tungt kropssprog fra moderne dans overfor en humoristisk brug af Bournonville-mime til at karakterisere de småborgerlige bryllupsforhandlinger og en personificering af Månen som en bævende melankolsk og troskyldigt androgyn Pjerrot-agtig figur.
I alt dette er det selvfølgelig de højdramatiske spanske elementer, der står stærkest. Først og fremmest gæstesangeren Rocío Bazán, der som Stemmen skæbnesvangert fortolker de Fallas ’Canción del fuego fatuo’ og i smertende skrig klager sin sorg over blodofrene.
Modsat John Neumeiers balletter, hvor man kan bruge programlæsningen til at blive klogere på dybere fortolkningslag og skjulte sammenhænge i de litterære forlæg, så skal man her læse programmet for at følge redegørelsen for Sagues’ feministiske tildigtning.
Jævnfør noterne, så er Sagues’ motivation i høj grad hendes egen baggrund som barn af en teaterfamilie og en opvækst med en akut bevidsthed om Spaniens nære fascistiske fortid og dens ofre; Lorca selv blev som bekendt henrettet i 1936 af en falangistisk eksekutionspeloton, ligesom hans værker var forbudt under Francisco Francos diktatur.
Med det fokus, og ved at sætte et lighedstegn mellem fascisme og maskulinitet, når Sagues i sin gendigtning frem til en feministisk forløsning som konklusion, men havde gjort digteren større ære ved at følge hans tekst og lade sig inspirere af hans heftige, surreelle billedsprog egentlige interesse: tragedien.
Det rå, brutale og irrationelle – også i relationen mellem Leonardo og Bruden, der hos Lorca ikke er nogen viljesløs dukke. Mennesket, mænd og kvinder, som langt mere komplekse væsner, end Sagues viser os i sin forestilling, hvor Lorca selv altså ironisk nok lægges under kniven af en begrænsende aktivistisk tænkning.
Med sit didaktiske og docerende budskab løfter ”Blodbrylluppet” sig derfor i denne balletudgave desværre ikke over det underholdende. Jo, danserne er fremragende og usædvanligt motiverede. Indlevelsen og begejstringen er tydelig.
Men i stedet for patos kammer det over i det patetiske, når de tre kvinder – Moderen, Bruden og Hustruen – i slutbilledet krænger deres enkekjole, bryllupskjole og husmoderdragt af sig som spændetrøjer, skulder ved skulder, mens Månen ekstatisk danser omkring de nu genfødte, hele mennesker. Det udsagn lykkedes det ikke Sagues at argumentere for, hverken koreografisk eller kunstnerisk.
——————–
”Blodbryllup”. Koreografi og iscenesættelse: Eukene Sagues. Musik: Elena Abad, Federico Garcia Lorca, Manuel de Falla. Scenografi: Palle Steen Christensen. Kostumedesign: Louis Kynd. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København. Til 22. november.
Foto 1: Rivalernes opgør i skoven med Ryan Tomash som Leonardo og Guilherme de Menezes som Brudgommen. Fotograf: Camilla Winther.
Foto 2: Det er mere bryllupsfesten end blodhævnen, der gør indtryk Eukene Sagues’ gendigtning af ”Blodbryllup”. Vitor de Menezes og Emilie Palsgaard-Jensen som de optrædende, Guilherme de Menezes som Brudgommen og Stephanie Chen Gundorph som Bruden med corps de ballet. Fotograf: Camilla Winther.
Foto 3: Stephanie Chen Gundorph som Bruden i et tableau af tung symbolik. Fotograf: Camilla Winther.