PRESSEBREV
Denne bog udkommer onsdag 2. november 2022 og må tidligst anmeldes den dag.
BALLET
Alexander Meinertz har skrevet et storværk om ballet som en sanselig og tilgængelig kunstart formet af renæssanceidealer og politisk virkelighed.
Alexander Meinertz fortæller:
»Ballet taler umiddelbart og stærkt til os som mennesker, fordi ordet mangler, og der ligger en øvelse i at åbne alle sanser og række ud mod dansen, som den rækker ud mod dig. Kunstartens styrke og særegenhed ligger i den kinæstetiske forbindelse, der får oplevelsen til at vokse fra ren iagttagelse til deltagelse, erkendelse og erfaring. En følelsesmæssig og empatisk kontakt, der ophæver afstanden mellem scenerum og publikumsrum, mellem kunstner og tilskuer, så dit sind og din krop mærker det, du ser, som sker det i dig selv.«
I BALLET bringer forfatteren ballethistorien til live fra dens oprindelse som aristokratisk dans ved de italienske renæssancehoffer og frem til vor tids ekstremt fysiske og ekspressive afsøgning af kropslige udtryk for eksistens med udgangspunkt i en forståelse af menneskets skrøbelighed, styrke og skønhed. Bogen fungerer også som et omfattende og rigt illustreret opslagsværk over de mest kendte balletter fra Svanesøen til Dødens triumf med anbefalinger til streaming fra internet og sociale medier.
Samlet giver BALLET blik for en dybere forståelse for dans, hvor Alexander Meinertz redegør for den skønne kunstarts konventioner og ”koder” og perspektiverer de store sammenhænge, hvor budskaberne i baggrunden og billederne bag billederne, ligger åbne for fortolkning.
BALLET indeholder også en vurdering af den danske ballettradition med August Bournonvilles balletter som omdrejningspunkt:
»Den Kongelige Ballet var et af verdens fem mest betydningsfulde kompagnier, fordi det havde en enestående og tydelig dansk identitet i Bournonville-traditionens stil og kunstneriske værdier. Med en markant overvægt af dansere, der er uddannet mange andre steder end på Det Kongelige Teaters Balletskole, er den profil i dag international. Den er mindre autentisk, måske ikke længere sig selv«, mener Alexander Meinertz, der til gengæld ser kunstarten blomstre i ballettens hovedstæder London, Paris og New York.
»Her behandler koreograferne Crystal Pite, Wayne McGregor og Justin Peck i deres eksperimenterende samtidskunst emner som klimaforandring, flygtningeproblematik og identitet, mens balletten i Rusland modsat bruges regressivt som politisk propaganda. Globalt er kunstarten inde i en rivende udvikling og under en forandring, som jeg også har villet beskrive, og som man i dag kan opleve og følge digitalt. Ballet skal du ikke kun se på teatret, men også på din skærm, hvor du vil opleve, at denne humanistiske kunstart både er klassisk og kontemporær.«
Alexander Meinertz
BALLET
506 sider
499,95 kr. (vejl.)