Anmeldelse – Meget er overladt til danserne i Gregory Deans “Blixen”, og det er fascinerende at se, hvordan figurerne i deres forestillingsevne vokser. Astrid Elbos indlevelse i alle Blixens livsaldre er ærefrygtindgydende og overbevisende.

Kristeligt Dagblad 4. oktober 2022

⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Da Karen Blixen i 3. akt af Gregory Deans biografiballet ”Blixen” bliver modtaget som en litterær superstjerne i New York, omringes forfatterinden af paparazzi og fans, der hvirvler omkring hende i en karrusel og skyder hende op i luften som en kransekagefigur på en menneskelig lagkage. Det er mere musical end meningsfuld koreografi, mere Blixen på Broadway end ballet og egentlig overordnet kendetegnende for den tre timer lange helaftensforestilling, der nu opføres på Operaen i en revideret udgave.

”Blixen” skildrer fortsat historiefortællerens skæbne med en glamouriseret beskrivelse af opvæksten i Danmark i 1. akt, en romantiseret skitse af hendes livsforandrende tid i Afrika som 2. akt og en fuldstændig banalisering af hendes livs sidste kapitel som kunstner i 3. akt. En form, der paradoksalt skøjter på overfladen af et liv og en kunstnerisk verden, der var karakteriseret ved narrativernes mange lag, uovertrufne elegante sprog, formbeherskelse og visdom, når den netop kunne have givet Blixens mysterium og smerte krop.

Der bladres gennem fest på Frijsenborg, Karen og Bror Blixens bryllup, Muthaiga Club, selskaberne på Rungstedlund og tilbedelsen på Manhattan i aftenens i alt 18 scener, hvor det sorgløse, sociale liv står i overvægt og kontrast til ensomheden i en række karakteriserende soli for Karen selv og konventionelle relationsbeskrivelser af hendes forhold til Djævlen, faderen Wilhelm, Bror, Denys og Farah.

I Deans fortolkning er Farah Aden manden, Karen får sin fortællergave af. Dean beskriver den somaliske hushovmester som ”koloniseret”. En pointe han understreger i denne udgave af sin ballet, hvor han – jævnfør ”Othello-affæren” – også har erstattet en scene, hvor Den Kongelige Ballets dansere som sorte skygger skulle illudere afrikanere, med en projektion af en kikuyuprofil som generisk popkunst; det havde været bedre at bruge Karen Blixens ægte blik med hendes egne velkendte malerier.

Senere projiceres en tegning af en britisk imperialist i tropehjelm og safaritøj, der træder kontinentet under fode. Budskabet er – som resten af forestillingen – vel forsimplet, men det er her, man stærkest mærker Gregory Deans engagement i en ellers samlet set berøringsangst og lidet bevægende ballet.

Meget er overladt til danserne, og det er fascinerende at se, hvordan figurerne i deres forestillingsevne vokser. Astrid Elbos indlevelse i alle Blixens livsaldre er ærefrygtindgydende og overbevisende. Hun er – sammen med Sebastian Haynes, der danser Farah – Den Kongelige Ballets mest karismatiske kunstner, og her nyder portrættet af Karen Blixen glæde af Elbos personlige udtrykskraft og styrke i nuancer og sammensætninger.

——————–          

”Blixen”. Koreografi: Gregory Dean. Operaen, København.

——————–

Billedtekst:

I 1. akt af biografiballetten ”Blixen” gør Emma Riis-Kofoed som Karen Blixen en ensom figur til fest på Frijsenborg. Fotograf: Henrik Stenberg.