ANMELDELSE – I titelrollen som Virginia Woolf/Clarissa Dalloway er Alessandra Ferris sitrende sårbarhed, længselsfuldhed, kærlighed, forvirring og kropslighed ikke projicerende, snarere det modsatte.
⭐⭐⭐⭐⭐⭐
”To ord alene dækker alt, en forfatter har øje for: de er, menneske-livet.” Citatet af den engelske forfatter Virginia Woolf går igen, da indtrykkene fra oplevelsen af Alessandra Ferri i hovedrollen i Wayne McGregors triptych Woolf Works samler sig i mig en sen, kold og mørk aften i et lille værelse på et beskedent hotel nær Russell Square i det centrale London.
Helt tilfældigt i Bloomsbury, bydelen der forbindes med forfatteren og den kunstneriske bevægelse, som hun var del af. Kun en halv times gang gennem storbyens halvtomme gader fra Royal Opera House, hvor McGregors alvorsfulde helaftensballet 1. marts blev genopsat til Ferri, der i marts måned også fejrede 40-året for sin udnævnelse til solodanser ved Royal Ballet i 1983: Dengang var hun 19.
Tid, og ophævelsen af tid, er også temaer i Virginia Woolfs forfatterskab og i Woolf Works.
Ferri var 51, da McGregor i 2015 skabte det billedrige, transcenderende værk til hende baseret på biografiske fakta, litterær teori og fortolkninger af dele af Woolfs romaner Mrs Dalloway, Orlando og The Waves. I dag er danseren 60, og alligevel er hendes fysiske formåen og den kropslige præstation det mindst bemærkelsesværdige.
Bevidsthedsstrømme erstatter plot og stedbeskrivelse og inddrager tilskueren i personkarakterernes tanker og følelser som smuk, poetisk impressionisme
Det slående er hendes menneskelige erfaring, som hun træder ind i dobbeltrollen som Clarissa Dalloway i ballettens første del og som Woolf selv i sidste akt med netop et livs viden, forståelse af et spektrum af følelser, men samtidig med en paradoksal åbenhed og forening af selvet med nuet, som oplever hun alt på scenen for første gang.
Det er en ærefrygtindgydende præstation, historisk og skelsættende. Ferris sitrende sårbarhed, længselsfuldhed, kærlighed, forvirring og kropslighed er ikke projicerende, snarere det modsatte: En oplevelse af, at dette menneske åbner sig for sin karakter, Virginia Woolf, og for dig, og du kan række ud mod hende, og at hun næsten som et medium bliver redskab for en mystisk oplevelse, du ikke kun mærker følelsesmæssigt, men som sætter sig i dit hoved og følger dig som erkendelse og forståelse.
En krydslæsning af litteraturen og livet
Wayne McGregor, der siden 2006 har været huskoreograf hos Royal Ballet, er både normbryder og formbryder i ballettens verden, hvor han har bevæget sig fra en baggrund i avantgardistisk samtidsdans til at blive en central figur i et kompagni, der traditionelt har været en af verdens mest konservative kunstinstitutioner.
Han arbejder tværkunstnerisk, konceptuelt og kollaborativt om emner, der rækker fra litteratur til filosofi, samtidskritik, videnskab og teknologi, særligt kognitionsvidenskab, neurovidenskab og kunstig intelligens (AI), og har i nu tre hovedværker tager udgangspunkt i litterære emner: Udover Woolf Works er det The Dante Project (2021), også til Royal Ballet, og MADDADDAM (2022) til National Ballet of Canada efter Margaret Atwoods MaddAddam Trilogy.
Dramaturgen Uzma Hameed har medvirket på konceptudviklingen af alle tre produktioner, hvor genistregen i Woolf Works er krydslæsningen af Woolfs litteratur og liv; McGregor og Hameeds sceniske og fysiske oversættelse af forfatterens kunstneriske grundtanke om bevidsthedsstrømme og association i en koncentration om romankarakterernes indre tanke- og følelsesliv.
En læsning af vor tid
Woolf Works åbner med et knitrende arkivklip. Mens en teknisk sofistikeret lyssætning og arkitektonisk iscenesættelse sender en projicering af Virginia Woolfs håndskrift ud i rummet, læser forfatterinden med spids affekteret patos højt som fra en anden tid. Samtidig vokser hendes ord frem i luften, de mangedobles eksponentielt og omformes som flimrende datasignaler eller lydbølger, før de samles i et billede af Woolfs karakteristiske profil.
Allerede her synes der at ligge en pointe i en delt respekt for Woolfs geni og en tidslig afstandtagen; at den historiske Virginia Woolf tilhører en bestemt klasse og en periode. Det er også en erklæring om, at Woolf Works er sin egen, af vor tid, og læsningen af forfatteren er vores og ikke mindst Wayne McGregors: Inkluderende, diversitetsbåret, teknologisk og radikal.
Scenebilledet i ballettens del 1, ’I Now, I Then’, der også undersøger tidsbegrebet, består af tre overdimensionerede rammer, der umærkeligt forskydes og selvfølgelig kan læses som bøger: Portaler, indgange og vinduer til handlingen. Inspireret af Mrs Dalloway lader McGregor, Virginia Woolf erindre sin ungdom og sit møde med kærligheden parallelt med beskrivelsen af romanfiguren Clarissa Dalloway og den traumatiserede soldat Septimus Warren Smiths indre monologer og fascinationen af selvmordet som en mulighed.
Akten er værkets mest konventionelle, fortalt i et lyrisk og enkelt koreografisk sprog i den engelske psykologiske tradition fra Antony Tudors Jardin aux lilas og Ashtons Enigma Variations, hvor oplevelsen af tid, sted og realitet opløses, og dybere emotionelle lag og forbindelser mellem mennesker træder frem.
Bevidsthedsstrømme erstatter plot og stedbeskrivelse og inddrager tilskueren i personkarakterernes tanker og følelser som smuk, poetisk impressionisme.
Transformation, erindringer og afsked
I Del 2, ‘Becomings’ efter Orlando er Woolf-karakteren, ethvert plot og alle elementer af historiefortælling helt fraværende. Koreografisk og fysisk er akten for 12 unavngivne skikkelser karakteristisk stressdrevet og manieret, komponeret af ekstreme og kurvede positioner i komplekse kombinationer af leddeløse bølger, maskinelle, automatiserede ryk og kontraster.
McGregors skarpe vinklinger og fragmenterede, ofte maniske og fysisk grænsesøgende stil bruges til en skildring af Woolfs litterære undersøgelse af forskelle og ligheder mellem køn, hvor brugen af kostumer illustrerer de flydende grænser mellem mand og kvinde og åbner for en verden af muligheder i alt det, der ligger midt imellem.
Danserne i åbningsbilledet er klædt i prægtige punkrenæssanceskrud – ikke ulig Sally Potters film Orlando (1992) – men de befinder sig et uendeligt, tomt og mørkt rum, hvor stroboskop og laserlys kirurgisk og operativt definerer baner for omformning og forvandling, hvor kroppen til slut står tilbage, nøgen.
En mesterlig, bevidsthedsudvidende dans om kunst, virkelighed og en dybere realitet
I sidste del, ’Tuesday’, beskriver McGregor en eksistentiel og formmæssig parallel mellem romanen The Waves – Bølgerne – og Woolfs sidste timer, før hun 28. marts 1941 tog sit eget liv og led druknedøden i floden Ouse i det sydengelske grevskab Sussex.
Skuespilleren Gillian Anderson lægger som del af Max Richters flydende lydbillede stemme til Virginia Woolfs afskedsbrev: En empatisk, nutidig meditation over liv og død, hvor ordene langsomt fortoner sig og lader tavshed, spæde strygere og bølgernes rytme fylde rummet.
Erindringer og afsked skyller over Woolf/Alessandra Ferri i omdrejningspunktet, der også er Woolf Works’ eneste ensemblescene, hvor hun tegner en enkel bevægelsesfrase, der vokser som ringe i menneskehavets harmoniske element. Hvor kroppene bevæger sig i dansende mønstre som planter under vand, og Woolf/Ferri nænsomt føres med af det repeterende, rullende ritual.
Beskrivelsen af kroppen i tidevandet og Woolf/Ferris farvel til verden er McGregors metafor for selvets opløsning og forfatterens længsel efter forening med et større hele. En mesterlig, bevidsthedsudvidende dans om kunst, virkelighed og en dybere realitet, om sandhed, fiktion og eksistens, om at være til, om at leve og dø.
I løbet af spilleperioden på Royal Opera House i mart 2023 overdrog Alessandra Ferri hovedpartiet til Natalia Osipova og Marianela Núñez.
Woolf Works blev streamet live til biografer 8. februar 2017, og denne optagelse er siden udgivet på DVD hos Opus Arte og kan desuden ses på YouTube.