BRAGT I KRISTELIGT DAGBLAD 12. SEPTEMBER

Nederlands Dans Theatre gæstespil på Gamle Scene skaber en kunstnerisk intensitet, der forbinder dansere og publikum.

⭐ ⭐⭐ ⭐ ⭐ (5 ud af 6 stjerner)

”Shut Eye”, ”Solo Echo” og ”Singulière Odyssée” – de tre værker, der udgør programmet ved Nederlands Dans Theatres gæstespil på Det kgl. Teaters Gamle Scene i København – er alle ensemblestykker med dramatiske anslag sat i mol, der behandler videnskabelige og eksistentielle temaer i forskellige grader af abstraktion.

Alligevel er indtrykket hypnotisk fængslende og menneskeligt gribende, særligt i Sol León og Paul Lightfoots ”Singulière Odyssée”, der står i tæt forbindelse med åbningsværket ”Shut Eye”. Så tæt, at man oplever en tankevækkende perspektivering og en følelsesmæssig fordybelse, som koreografien med Max Richters musik undersøgende, meditativt og taktfast arbejder sig frem mod et voldsomt crescendo.

Begge værker er sat i lukkede lokaler – det ene gråt og abstrakt, det andet konkret iscenesat som en ventesal – hvor de porøse figurer synes at vokse ud af eller gå i et med væggene som billede på modstillingen af også et indre og ydre menneskeligt rum, og hvor lys af måneskin eller håb trænger ind i melankolien.

En timelig påmindelse om, at det er muligt at skabe kunst og programlægning, der ikke er impulsstyret, men båret af sammenhæng, idé og en tro på forbindelsen mellem dansere og publikum

Koreografisk er sproget det samme, nærmest designerkoreografi: Smidigt og lækkert bygget med atletisk let linjeføring og glidende fraser, der brydes af anti-linjer, hvor en perfekt strakt fod flekses og en stræbende arabesque i sin fulde udstrækning brydes med et buk ved knæet. Også danserne er smukt og æstetisk klædt på med couture-frakker og kjoler i denne iscenesættelse af en pletfri borgerlighed, hvor inderligheden og længselsfuldheden tilsættes distance med komiske og groteske masker som kontrapunkt til alt det smukke og sentimentale.

Som genre minder ”Singulière Odyssées” ensomme rejse, og ”Shut Eye”, mest om en novelleform eller om kortfilm med León og Lightfoot som auteurs, der stilsikkert og modent reflekterende beskriver alle disse pæne mennesker, alt det der foregår indeni dem, og stiller spørgsmålstegn ved deres og vores virkelighedsopfattelse, grænser og overskridelser i tid og rum.

Det kunstneriske niveau er tårnhøjt med en gruppe engagerede, karismatiske dansere og gedigent, gennemført koreografisk håndværk. Ikke kun fra NDT’s kunstneriske ledere, britiske Paul Lightfoot og spanske Sol León men også fra canadiske Crystal Pite, der har markeret sig som måske vor generations mest markante koregrafiske stemme med sine store skelsættende ensembleværker ”The Seasons’ Canon” til Pariseroperaens Ballet og ”Flight Patterns” til Royal Ballet i London.

Her har hun signeret ”Solo Echo”. Et mindre værk, der ligesom ”The Seasons’ Canon”, flygtigt rører ved menneskets naturforbindelse i sin brug af koreografisk ekko – kanon, sekvensforskydninger og flerdoblinger af menneskelige silhuetter – og i sine karakteristiske konstruktioner af både organiske og heroiske skulpturgrupper, der grundlæggende beskriver individet som del af en større, kollektiv sammenhæng.

Nederlands Dans Theatres gæstespil på Gamle Scene, hvor danske Sebastian Haynes er stjernen, er på den måde en timelig påmindelse om, at det er muligt at skabe kunst og programlægning, der ikke er impulsstyret, men båret af fordybelse, idé og en tro på forbindelsen mellem dansere og publikum.

• ”Shut Eye”. Koreografi: Sol León og Paul Lightfoot.
• ”Solo Echo”. Koreografi: Crystal Pite.
• ”Singulière Odyssée”. Koreografi: Sol León og Paul Lightfoot.
• Det kgl. Teater, Gamle Scene, København. 8. september.

Foto: ”Singulière Odyssée” – Fotograf: Rahi Rezvani.