BRAGT I KRISTELIGT DAGBLAD 20. APRIL

Wayne McGregors voldsomme, dystopiske ballet ”AfteRite” ryster en historisk arv af sig og peger samfundskritisk på klimaforandring, misogyni, fascisme og det umenneskelige som trusler i vor tid.

⭐ ⭐⭐ ⭐ ⭐ (5 ud af 6 stjerner)

”AfteRite”, den engelske koreograf Wayne McGregors version af hovedværket i det 20. århundredes musikalske modernisme, Igor Stravinskijs ”Le sacre du printemps”, søger med sin titel at trække en streg i sandet, at sætte sig udenfor og fri af forventninger og konventioner.

Han møder ikke Stravinskijs 100-mand stærke partitur med en mur af dansere, skaber ikke et formsvar til Stravinskijs monumentale komposition, genskaber ikke et hedensk ritual og forholder sig ikke til Nijinskij, Pina Bausch, Maurice Béjart og de mange andre, der har fortolket balletten siden premieren på Théâtre des Champs-Élysées i Paris i 1913.

”AfteRite” ligner – med et hydroponisk glasbur på scenen, scanningsstråler over en plastikmembran og pixelerede projektioner af sort sol og himmellegemer – et installationsværk med 13 dansere på scenen, hvor værkforløbet er en collage af konkrete handlingspunkter og tilsyneladende abstrakt koreografi, en vekselvirkning mellem narrativ og ren energi. Tematisk ledes tankerne mod en dystopisk fremtid, hvor der ikke længere er nogen årstidscyklus, hvor livet og natur fostres under kunstige forhold og et drama, hvor en mor tvinges til et valg for sine børns overlevelse.

Kameraet på scenens forreste venstre hjørne er ”the smoking gun” – forbryderne fra Abu Ghraib blev dømt på det bevismateriale, deres egen, afskyvækkende fotodokumentation af uhyrlighederne udgjorde

Anslaget sker, som to mænd træder frem mod hinanden, placerer en hånd på hjertet og trækker vejret, da musikken åbner med ”Sacres” karakteristiske fagotsolo i højt register. Som efterbilledet udfoldes, fremmales et miljø og en omstændighed, hvor menneskelige relationer og sociale strukturer udvikler sig konformistisk og i et dødbringende angreb mod individet, og hvor de to mænd repræsenterer hver sin instinktive pol.

Som Stravinskijs kakofoniske kaos af dissonant lyd og hamrende rytmer slippes løs, samles ensemblet i en blodrus som én organisme i angreb, hvor arme og ben slår ud som blade på springknive og dolker rummet omkring en forsvarsløs kvindes krop: Krogede hænder får kontur af kløer, silhouetter bliver monstrøse i øjeblikket, hvor mennesker bliver hinandens bødler og selve humaniteten ofres. Her trækkes også en grænse.

EN UDSTILLING AF BARBARI I VOR EGEN TID

Scenen, hvor kvinden tilsyneladende tvinges til at ofre den ene af sine to døtre, peger måske mod Holocaust, men tre andre markører sted- og tidsfæster præcist omdrejningspunktet for kernen af McGregors værk til Irak-krigen, hvor soldater i den amerikanske hær og ansatte i CIA begik overgreb omfattende fysisk og seksuelt misbrug, tortur og mord i marts 2003 i Abu Ghraib-fængslet, 30 kilometer vest for Bagdad.

Her spejler gruppen af dansere 1:1 den gruppe af 11 amerikanere, der efterfølgende blev dømt for overgrebene. Scenen, hvor kvinden, danset af J’aime Crandall, udvælges som offer og får en sæk over hovedet, kender vi fra fotografiet, der blev ikonet for begivenhederne, men som kun var et af mange: Kameraet på scenens forreste venstre hjørne er ”the smoking gun” – forbryderne fra Abu Ghraib blev dømt på det bevismateriale, deres egen, afskyvækkende fotodokumentation af uhyrlighederne udgjorde.

At tegne denne forbindelse til ”Sacre”, en etnografisk fantasi, og bruge “AfteRite” til at udstille barbari i vor egen tid er skarpt set og en modig samfundskritik, der må have haft en særlig resonans ved værkets premiere på The Met i New York City sidste forår, men som vedrører alle mennesker, uanset nationalitet.

ETUDES’ ARVTAGERE

Ved ”Sacres” urpremiere i Paris gik værket over scenen efter Michel Fokines romantiske pastiche ”Les Sylphides”, i Danmark kendt som ”Chopiniana”. Her er det Paris-versionen af Harald Landers klassiske ”hommage” ”Etudes” fra 1951, der lukker programmet – reelt både mere ritual og dans næsten til døden end ”AfteRite”, og pudsigt nok med et partitur af Knudåge Riisager, der både er inspireret af efterårsblade, fugleliv og Stravinskijs farverige tonepaletter.

Ved premieren lørdag debuterede Den kgl. Ballets eneste danske solodanserinde, Ida Praetorius, i det centrale ballerinaparti med en fornem tolkning, der placerer sig som den mest markante og mest facetterede siden Silja Schandorffs debut i 1993. Den myndeslanke Praetorius etablerer allerede i sin entré i den store adagio en fortrolighed og kontakt med sine to partnere og med publikum, før hun ser indad mod en verden, vi kun kan ane, men mærke som dybt følelsesfuld.

Praetorius er på nippet til at bevæge sig udover ren karaktertegning,
til at kunne påtage sig personificering af livets store, abstrakte følelser og idéer

Vi vidste godt, at Praetorius forener en ung piges femininitet med en forbløffende atletisk kapacitet – hendes spring er lettere og samtidig højere end de fleste mænds – men de to kvaliteter er for alvor ved at samle sig i et poetisk udtryk og en autoritet, der også rummer lidenskabelig styrke. Hun er på nippet til at bevæge sig udover ren karaktertegning, til at kunne påtage sig personificering af livets store, abstrakte følelser og idéer, og hendes læsning af partiet som den romantiske ballerina rummer, ligesom Silja Schandorffs gjorde, en formbevidsthed, der lader hende kommunikere en hel tidsalders dobbelttydighed.

Den kgl. Ballets anden store, dansk-uddannede kunstner Jón Axel Fransson strålede som blændende arktisk sol over is, da han langt om længe blev udnævnt til solodanser efter at have danset det mandlige hovedparti, som i sin tid en anden stor klassicist, Erik Bruhn, tegnede.

”AfteRite”. Koreografi: Wayne McGregor. ”Etudes”. Koreografi: Harald Lander. Operaen, København. Til 11. maj.

Topfoto: J’aime Crandall i ”AfteRite”. – Fotograf: Henrik Stenberg.