ANMELDELSE – Et af balletkunstens store nøgleværker er tilbage på Gamle Scene. I pas de deux’en i “Diamanter” åbner Balanchines gådefulde verden sig et øjeblik.

⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)
Kristeligt Dagblad, 23. september

“Juveler” kaldte den russisk-amerikanske koreograf George Balanchine under én titel de tre enaktsballetter, han i 1967 skabte til New York City Ballet, og som nu danses af Den Kongelige Ballet på Gamle Scene i København. Hver del repræsenterede en ædelsten: “Smaragder”, “Rubiner” og “Diamanter”.

Balletten, der blev kaldt den første “abstrakte helaftensballet”, er blevet et nøgleværk, der danses af alle verdens førende balletkompagnier. Både fordi det er en pragtfuld balletoplevelse med stort symfoniorkester, hvor hele Den Kongelige Ballet og rækker af solister er på scenen, men også fordi det er et mangetydigt kunstværk, man aldrig bliver færdig med.

Før premieren i New York stillede Balanchine sammen med sin ballerina Suzanne Farrell op til nogle spektakulære fotooptagelser hos juveleren Van Cleef & Arpels på Fifth Avenue. Farrell blev besmykket, mens Balanchine forklarede, at han som “orientaler” – han var af georgisk afstamning – elskede ædelsten, men at balletten i øvrigt ikke havde noget med juveler at gøre. Det var et PR-stunt, og navnet og de juvelbroderede kostumer var ren indpakning. Der var ingen handling, og det eneste, der interesserede ham, var dansens forhold til musikken. Den rene form.

I sine erindringer fortæller Suzanne Farrell imidlertid, at Balanchine to år før premieren tog hende med til Musée de Cluny i hjertet af Paris’ latinerkvarter. Museet rummer Frankrigs store samling af middelalderkunst, heriblandt de seks berømte billedvævninger fra slutningen af 1400-tallet, som kaldes “Damen med enhjørningen”. “Jeg vil lave en ballet til dig om historien med enhjørningen,” sagde han.

Farrells ballet blev “Diamanter”, et monumentalt arbejde i klassisk russisk stil, hvor hun, klædt i hvidt og kronet med en glimtende brillanttiara, i sin dans kom til at forene fabeldyrets styrke, renhed, uskyld og magi med adelsdamens uopnåelighed. Balanchine, som var forelsket i Farrell, så også sig selv i hendes kavaler i ballettens store pas de deux: Fra hver sit hjørne bevæger parret sig i et krydsmønster mod hinanden ad en lang, gribende diagonal, før de mødes i en formel duet, hvor formen pludselig brydes af øjeblikke af sårbarhed og lidenskab. 

Det er en samtale, hvor ballerinaen både undviger og overgiver sig til sin bejler, og hvor hun et øjeblik synes forvandlet for hans øjne: som en enhjørning. Træblæserne kalder som jagthorn i Tjajkovskijs symfoni, og strygerne sitrer i tremolo, da de to, som fabeldyr og jæger, ser hinanden. Hun slipper hans hånd i en balance og skyder som et lyn hoved, arme og ben frem gennem en serie drejninger, så kroppen et kort øjeblik tegner et hvidt horn i rummet. Synet forsvinder straks igen. I én bevægelse fører hun ben og overkrop bagud og står nu helt blottet over for ham.

Ved premieren lørdag dansede Emma Riis-Kofoed Farrells rolle med værdighed og teknisk kontrol over for en passioneret Ryan Tomash. Jeg savnede mere vildskab og mystik hos Riis-Kofoed, men bemærkede til gengæld for første gang, hvordan ballerinaen flygtigt og blidt berører kavalerens pande, dér hvor enhjørningens horn sidder.

På et af Cluny-museets tæpper holder damen et spejl, som enhjørningen ser sig selv i. Hos Balanchine skænker ballerinaens gestus kavaleren bevidsthed, og rollerne bytter plads: Nu er det ham, der er fabeldyret, og hende, der holder spejlet. Øjeblikket er et klarsyn, en indsigt. Her ligger også en nøgle til Balanchines poetik og til klassisk ballet som et sprog af symboler: Den idealiserede forms skønhed vækker sanser og intuition og åbner for en anden og rigere virkelighed.

Det er oplagt også at læse programmets to andre balletter, den sportsligt energiske “Rubiner”, som Den Kongelige Ballet virkede mest gearet til, og den drømmende, melankolske “Smaragder”, i lyset af Cluny-museets billedvævninger, middelalderlige legender og fortællinger om uopnåelig kærlighed. 

Koreografisk skaber Balanchine i “Smaragder” et lyrisk, vævet billede, hvor solisterne glider ud og ind af ensemblet som figurer, der et øjeblik træder frem af en gobelin for derpå at forsvinde ind i den igen. Balletten danses til vidunderligt drømmende og elegisk, sjældent spillet musik af Gabriel Fauré skrevet til Maurice Maeterlincks symbolistiske teaterstykke “Pelléas og Mélisande”. Ballerinasoloen “La Fileuse”, hvor musikken efterligner spinderokkens monotone, snurrende bevægelse, fremkalder Mélisande som spinderske. Silvia Selvini dansede partiet med sødmefyldt perfektion: Med en koreografi for hænderne syr hun mønstre i luften og drejer til slut om sig selv som en håndten. Billedet er et velkendt skæbnemotiv: den tråd, der spindes, er livets tråd.

Hos både Maeterlinck og Balanchine ligger døden fra begyndelsen som en skygge over Pelléas og Mélisandes kærlighed. Blandt de tre soloherrer i “Smaragder” bar den unge Phillip Katsnelson overfor Wilma Giglio sin smerte som en tragisk maske, en Pelléas i den spøgelsesagtige anden adagio. Her går en mand og en kvinde taktfast hen over scenen med en impuls, der synes at anslå selve tidens gang og skæbnens uafvendelighed, før danserinderne i epilogen én efter én forsvinder til tonerne af Faurés “La mort de Mélisande”. Alene tilbage på scenen går de tre herrer på knæ og rækker med en tragtende, ridderlig gestus ud efter det tabte ideal.

Cluny-tæppet med spejlet er ét af fem, som almindeligvis tolkes som allegorier over sanserne: syn, hørelse, smag, lugt og følesans. Det sjette bærer indskriften “À mon seul désir” og er langt mere gådefuldt. Her synes damen at lægge sit halssmykke i det skrin, tjenerinden holder frem for hende. Tolkningen er neoplatonisk: Sanserne fører mennesket frem til den erkendelse, hvor det jordiske kan lægges bort, og i “Juveler” synes Balanchine at føre os ad samme vej mod forståelsen af det, han paradoksalt sagde hos juveleren på Fifth Avenue: Balletten handler faktisk ikke om ædelsten, men om en længsel efter noget mere dyrebart.

“Juveler”. Koreografi: George Balanchine. Musik: Gabriel Fauré, Igor Stravinskij, Peter Tjajkovskij. Kostumer: Karinska. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til 27. oktober.

Foto 1: Phillip Katsnelson, Silvia Selvini, Petra Love, Meirambek Nazargozhayev, Carling Talcott-Steenstra, Wilma Giglio og Sebastian Pico Haynes i “Smaragder”. Fotograf: Tom McKenzie.

Foto 2: Emma Riis-Kofoed og Ryan Tomash i “Diamanter”. Fotograf: Tom McKenzie.

Foto 3: Corps de ballet i “Smaragder”. Fotograf: Tom McKenzie.