ANMELDELSE – Ny indstudering af det romantiske mesterværk »Sylfiden« fører tragedien tilbage til Bournonvilles oprindelige intention om værket som et skæbnespil.
Kristeligt Dagblad, 3. september
⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6 ud af 6 stjerner)
Da Bournonville-eksperten Dinna Bjørn sidste sæson iscenesatte komedien »Kermessen i Brügge« (1851) på Det Kongelige Teater, sagde hun, at det at iscenesætte August Bournonvilles balletter på Det Kongelige Teater ikke var forskelligt fra at arbejde med et hvilket som helst andet kompagni i verden: Hun måtte næsten begynde forfra. Kompagniets dansere havde simpelthen ikke Bournonville-teknikken i benene og manglede fuldstændig viden om den kulturkreds, værket udsprang af.
Nu har Den Kongelige Ballet og dens chef, Amy Watson, med en generøs donation på 48 millioner kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden fået seks år til at genrejse det tabte repertoire, genfinde stilen, men også finde et publikum til værkerne, Bournonville skabte fra sin hjemkost til København fra Paris i 1829 og frem til sin død i 1879.
Indledningsvis ser det stadig en smule famlende ud. Sæsonens første program, der kaldes »Til glæden«, åbner således lidt underligt med en ouverture i mol, J.P.E. Hartmanns »Thrymskviden« (1868), og slutter med Bournonvilles eneste overleverede egentlige tragedie, »Sylfiden« (1836) med musik af Hermann Løvenskjold.
Livsglæden, som ellers er så kendetegnende for Bournonville, er således nominelt til stede i vignetten »Jockeydansen« fra »Fra Sibirien til Moskva« (1876), en pas de deux fra »Abdallah« (1855), rekonstrueret af Toni Lander og Flemming Ryberg i 1985, samt Dinna Bjørns og Nikolaj Hübbes trinfantasi i Bournonville-stil til musik af N.W. Gade, »August 2.0« fra 2020. Men ligesom med konstellationen af »Kermessen i Brügge« og »La Ventana« sidste år bliver det en lang, pietetsfuld og pligtskyldig omgang, der trods fine enkeltpræstationer kommer til at fremstå lidt museal.
»Sylfiden« fik derimod allerede i 2020 en ny, måske kontroversiel, men særdeles intelligent og medfortolkende scenografi af Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard i en konventionel iscenesættelse af Nikolaj Hübbe. Den er nu tilbage, men i en form, hvor produktionen beskrives som »Nikolaj Hübbes opsætning«, men iscenesættelsen tilskrives Sorella Englund og Rose Gad.
Som jeg oplever det, er det en ny iscenesættelse, der skaber en ny balance mellem de tre hovedfigurer, Sylfiden, bondeknøsen James og heksen Madge. Hvor Hübbes instruktion havde et stærkt fokus på James psykiske og mentale sammenbrud, og balletten oplevedes som hans tragedie med de to andre karakterer som biroller, så skaber ikke mindst Astrid Elbos nye fortolkning af heksen en forankring, der i langt højere grad forbinder opsætningen med Kragh og Stensgaards scenografiske koncept. Her fremstilles dramaets indre sammenhænge metaforisk: Kostumerne er skåret af de samme stofbaner og holdt inden for det samme farveunivers af jordbund og trætop, falmede blade og blomster som scenografiens bølgende tæpper. Det er et centralt greb, at vise hvorledes menneskeverden og åndeverden griber ind i hinanden, og det ses måske tydeligst i scenen, hvor Sylfiden nærmer sig James’ hjem, og bagvæggen gennemlyses af et koldt, blegt lys, mens Sylfiden i et klarsyn – og i pagt med Bournonvilles oprindelige intention – ses som et næsten gennemsigtigt gespenst.
»Heksens hævn« kan man kalde denne forestilling, hvor Astrid Elbo synes inspireret af Akram Khans iscenesættelse af »Lady Macbeth« fra foråret. Hendes Madge er shamanistisk, et naturmenneske, der hvæser sine besværgelser frem, mens hun brygger det giftslør, der skal fremkalde den skæbne, hun har spået luftånden Sylfiden og James. Hun synes at trække sjælen ud af James’ rival, Gurn, med et sugende kys, smyger sig om ham, som om hun trænger ind i hans krop og styrer ham som en marionet.
Også James besætter hun, så han i en søvngængeragtig tilstand forråder Sylfiden og forårsager hendes død. Scenen, hvor han planlægger at indfange idealvæsnet med giftsløret, har aldrig været mere ulykkeligt gribende, og i sin grusomme triumf, da Sylfidens afsjælede legeme er svævet bort blandt trækronerne, og James ligger afkræftet for hendes fødder, tror man i et øjeblik, at Madge vil flå James’ endnu bankende hjerte ud af hans bryst. I det næste ser man hende gribes af rædsel over sin egen gerning. En gysende, frygtelig skæbne har ramt dem alle, da Gamle Scenes røde fortæppe langsomt sænkes mod gulvet, og lyden af orkestrets skælvende, mørke basstrygere stille dør ud.
Stephanie Chen Gundorph og Jón Axel Fransson har genoptaget de to hovedpartier, som de dansede forbilledligt i 2020, men interessen samler sig i år om Ryan Tomash, der debuterer som James med en usædvanligt detaljeret karaktertegning og en uforglemmelig, troskyldig indlevelse. Over for ham står Caroline Baldwin med en sofistikeret, næsten køligt dragende Sylfide, der kalder ham, så hans dans – med Bournonvilles egne ord – bliver “mere og mere luftig”. Selv mens James og Sylfiden spejler hinandens bevægelser, bølger en afgrænsning mellem dem som et fint transparent slør: Tragedien rammer i øjeblikket, hvor James slipper sit tag i virkeligheden og fatalt krydser den usynlige barriere og rækker ind i en anden dimension.
For Tomash, der stormede ind på Gamle Scene som den romantiske elsker Armand i John Neumeiers »Kameliadamen« i maj 2019, er »Sylfiden« kunstnerisk både hans forløsning og hans farvel til Det Kongelige Teater: Tomash, der er blevet solodanser ved New York City Ballet, er en født dramatisk danser, der som menneske forener sig med rollen og bærer Bournonvilles ideal om Det Gode, Det Sande og Det Skønne i sig: En ung mand, der følger et uopnåeligt ideal, og et menneske, der mister sig selv, og i sit fald samler »Sylfiden« som det mørke skæbnespil, Bournonville skrev.
»Til glæden«. Koreografi: August Bournonville, Dinna Bjørn, Nikolaj Hübbe, Toni Lander og Flemming Ryberg. »Sylfiden«: Musik: H.S. Løvenskjold. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe. Instruktion: Rose Gad. Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard. Lysdesign: Åsa Frankenberg. Spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til 17. september.
Foto 1: Astrid Elbo som Madge med corps de ballet i »Sylfiden«. Fotograf: Camilla Winther.
Foto 2: Ryan Tomash som James og Caroline Baldwin som Sylfiden med corps de ballet i »Sylfiden«. Fotograf: Camilla Winther.