ANMELDELSE – Vor tids krydsbestøvning mellem Balanchine og Bournonville opleves tydeligst i “Serenade” og “Symfoni i C”, men aftenens mest fascinerende gensyn er med “De fire temperamenter”.
Kristeligt Dagblad, 7. september 2024
⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6 ud af 6 stjerner)
”Bournonville? Hvem er det? Jeg har aldrig hørt om ham”. Noget i den retning svarede den russisk-amerikanske koreograf George Balanchine (1904-1983) en journalist ved Berlingske Tidende, da balletmesteren kom til København i efteråret 1930 for at sætte seks balletter op på Det Kongelige Teater. Det var nok ment som en rebelsk provokation. Balanchine var modernismens mester, 26 år gammel og fuld af selvbevidsthed med en vision om moderne og neoklassisk ballet.
Hvordan udviklingen kunne være blevet, hvis Balanchine havde slået sig ned i Danmark, er et spændende tankeeksperiment, for selvom han kun arbejdede i København i et lille halvt års tid, så blev der skabt en tæt forbindelse mellem Balanchine og dansk ballet: Danmark er formentlig det land, Balanchines amerikanske kompagni, New York City Ballet, har gæstet oftest. Første gang i 1956, hvor han samtidig satte tre nye balletter op på Det Kongelige Teater. Senest for kun tre uger siden, hvor ensemblet dansede i Tivoli.
”Han underholder med trin,” sagde Balanchine senere om Bournonville, som han kom til at respektere som koreograf. Elementer af Bournonvilles særegne musikalitet og kompositoriske stil fandt vej i Balanchines balletter, og New York City Ballet danser uddrag af Bournonvilles balletter i ”Bournonville Divertissements” og en udgave af ”Sylfiden” ved Peter Martins.
Modsat har Den Kongelige Ballet haft ”Serenade” og ”Symfoni i C” på repertoiret siden 1950’erne, og begge balletter er tilbage som del af sæsonens rige åbningsprogram, ”Giant Steps”, der også er et gensyn med ”De fire temperamenter”, et avantgardistisk eksperiment med dekonstruktion af konventionelle trin og skønhedsidealer.
Vor tids krydsbestøvning mellem Balanchine og Bournonville opleves tydeligst i de to førstnævnte værker. Den Kongelige Ballets læsning af neo-romantiske ”Serenade” danses – og spilles – markant langsommere end New York City Ballet gjorde i Tivoli Koncertsal i august. Og i det besværgende univers af skæbne og skønhed, hvor Balanchine dyrker kvinden som ideal, hendes mysterium og uopnåelighed, dvæles der, særligt i sidste sats, i figurer og positioner, så man næsten holder vejret.
Modsat New York City Ballets flyvende frie fortolkning, så gennemstrømmes “Serenade” på Det Kongelige Teater ikke kun af eftertænksomhed og alvor, men også af den varme, endog glæde, som er så karakteristisk for August Bournonville ethos, og det er bekræftende at opleve de to mestre berige hinanden.
Allermest genkendelig som sig selv er Den Kongelige Ballet måske i Balanchines pragtfulde virtuosballet ”Sympfoni i C”s medrivende, energiske og glædesfyldte ’Allegro Vivace’. Springsatsen er bygget op omkring hovedparrets synkrone trinserier, hvor ballerinaen og solodanseren svæver ind og ud af kulisserne, før hun til slut indtager en triumferende ”arabesque” flankeret af seks corps de ballet-damer og fire demisolister.
Balletten er Balanchines stilistiske, næsten arkitektoniske hyldest til det franske neobarokke operahus, Opéra Garnier, hvor den havde premiere i 1947. Med en overvældende trinrigdom som byggemateriale arbejdes der over fire satser frem mod finalen, hvor korpset kommer på scenen med række efter række af repetitioner af koreografiske hjørnesten, før alle 48 dansere til slut samles ind i et overdådigt tableau.
Mest sig selv er til gengæld Balanchine i ”De fire temperamenter”, som han skabte året inden, i 1946, og opsætningen er – med sin atletiske fysikalitet, sin skalpelskarpe æstetik af kontrastarbejde og avantgardistisk modernisme – aftenens mest fascinerende værk.
Balletten havde ved urpremieren – hvor han fortsat skulle formidle sin vision om abstrakt dans – undertitlen ”En danseballet uden handling”. “Jeg forsøgte at portrættere Hindemiths stramme partitur fysisk i min koreografi, som om mine danse var negativet til hans positive film,” forklarede han.
I ouverturen præsenterer tre par nøgternt ballettens koreografiske motiver til Hindemiths tre musikalske temaer: En mand byder mekanisk en kvinde sin ene hånd, dernæst den anden, i en tegning af krydsfigurer, der vendes til spejlvendt profil og rykvise statiske positioner, som åbnes med en drejning i ”arabesque penchée” og foldes ud i variationer af ekspansive, glidende linjer og høje løft.
Temaets tætte drejninger, markerede små fodfleks og et markant tungt træk af en stiv figur optræder også i varierede former i andet tema, der åbnes med lynhurtigt sparkende løb og små, perlende trin over scenen. Det tredje tema binder elementer af de foregående sammen i mere flydende, lyriske stræk, der synes at afprøve og forskubbe balancepunktet og tyngden i samarbejdet mellem de to dansere.
I en både humoristisk og overraskende dissekering og undersøgelse af dette kontrastfyldte og komplekse bevægelsesmateriale beskrives personlighedstyperne melankolsk, sangvinsk, flegmatisk og kolerisk i ballettens følgende fire sektioner.
Selvom Balanchine – selvfølgelig – insisterede på, at “hverken musikken eller selve balletten er en specifik eller bogstavelig fortolkning af idéen”, rummer både titlen og hans kunstneriske alkymi en rigdom af associationer til den middelalderlige lære om de fire elementer og deres sammenhæng med makrokosmos og mikrokosmos, temperamenterne og de fire kardinalvæsker, som det er svært helt at lade ude af betragtning.
Anmelderen Arlene Croce har uforglemmeligt betegnet ballerinaen i ’Kolerisk’ som “en vred gudinde”, og koreografen Jerome Robbins har om øjeblikket, hvor fire par bag ensemblets linjer som raketter flyver forskudt af hinanden over scenen til musikkens sidste takter, sagt: “Jeg har det altid, som om jeg er vidne til en skelsættende afrejse – som interplanetære rejsende, der tager afsked med verden”.
——————–
Giant Steps: ”Serenade”, ”De fire temperamenter” og ”Symfoni i C”. Koreografi: George Balanchine. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København. Til 18. september.