ANMELDELSE – Indlevelsen og oplevelsen af det menneskelige drukner i et maksimalistisk show med fuld knald på farve og lyd
Kristeligt Dagblad, 23. april 2024
⭐⭐⭐ (3 ud af 6 stjerner)
Den Kongelige Ballets nye samskabelsesværk, ”Under dybet”, er mere farverig teaterkoncert end ballet. Til lyden af mørke dommedagsbasuner, messende dystre operaversioner af Björks ”Human Behaviour”, David Bowies ”Heroes” og et pumpende technorave i regnbuefarver udvikles forestillingen i abstrakte termer over tre akter fra ”Fødsel” og ”Seksualitet” til ”Død”.
Konceptet – en procesbaseret kunstnerisk undersøgelse og fremstilling af menneskelivets riter – er udviklet af den dansk-tyske teaterinstruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen i samarbejde med koreograferne Oliver Marcus Starpov og Sebastian Kloborg og musiker og sanger Jeanett Albeck.
I denne maksimalistiske iscenesættelse er musik og scenografi/kostumer forestillingens dominerende og stærkest fortællende elementer og dansen en slags illustrerende ”chorus line”. Et visuelt mættet show, en kostumecatwalk hvor fem operasangere og fem musikere i store skrud inspireret af shamaner og tibetanske dæmonguder rituelt annoncerer og forklarer overgange og livsstadier. De koreografiske scener veksler mellem tætpakkede ensembleoptrin, hvor 45 dansere fylder Operaen i både stramme geometriske formationer og organiske monumentalmalerier og mindre billeder for ”Under dybets” fem hovedfigurer, De rejsende.
Udviklingen af en lukket kreds til en mægtig hvirvelstrøm af skabelse i ”Under dybets” første akt er forestillingens mest vellykkede egentlig koreografiske sekvens, mens en scene i anden akt med indlysende og uoriginale variationer over kvintessentielle klassiske positioner og mimisk gestik hører til ”Under dybets” klichétunge og unødvendige passager.
Christian Albrechtsens effektscenografi og pangfarvede kostumer tegner forestillingen stærkest. Ikke mindst i slutscenen, hvor divasangerinden Marianne Ernst Dam slanger sig i øjenhulen på et gigantisk blodrødt dødningehoved, der også er platform for DJ’en Christian Viums elektroniske ”beats”. En popmakaber baggrund for technofesten, hvor operasangerne i kanariegule krinolinekjoler og et hav af dansere som tropefugle med dødsmasker, fjerprydede hovedbeklædninger og cyklamenfarvede fjerdragter i et syrebillede vrikker med hofterne bag de afsjælede rejsendes livløse, nøgne menneskekroppe.
I dybet af inspirationskilder må være den bolivianske ”Fiesta de las Ñatitas”, kraniefesten, hvor det oprindelige aymarafolk bærer deres skattede kranier frem, smykket med prægtige blomsterkroner og måske med solbriller med spejlglas på og en tændt cigaret i munden og fejrer døden som en overgang fra en dimension af eksistens til en anden. Men er det dekoloniserende? Tværkulturelt inkluderende eller kulturel appropriation?
Det virker i hvert fald paradoksalt på baggrund af ”Othello-affæren” og denne sæsons aflysning af eksempelvis Nikolaj Hübbes egen opsætning af den indiske fantasiballet ”La Bayadère” af frygt for fremstilling af kulturelle stereotyper.
”Under dybdet” er på en lang række planer aktivistisk med en understregning af diversitet, kønsneutralitet, antihierarki og et manifest om tryghed i det kunstneriske arbejdsrum. En wokeforestilling, hvis dogmer virker frisættende for forestillingens skabende kunstnere, men i sin milimeterdemokratiske tænkning også er kreativt begrænsende. Kontakten udebliver.
Som tilskuer bliver man ikke inviteret med ind i det univers af store og voldsomme følelser, de fem rejsende oplever i skabelsen, orgasmen og udslettelsen. Processens indadskuen har lukket blikket for publikum og er ikke kalibreret til Operaens rumlige format og konceptets max på alle andre sanseparametre. Selvom de allermest skrøbelige øjeblikke er fysisk voldsomme og reaktive, forbliver de private eller distante og formindskede i en oplevelse, så det dybe og ægte menneskelige drukner under overfladen.
Intentionen er inklusionen, men reelt er det ekskluderende. Det kan der med lidt god vilje findes en pointe i, men meget handler måske om en tidstypisk grundlæggende blindhed for den anden, også en kunstnerisk blindhed.
——————–
“Under dybet”. Koncept: Anja Behrens og Christian Albrechtsen i tæt samarbejde med det kunstneriske hold. Koreografi: Oliver Marcus Starpov og Sebastian Kloborg i samarbejde med danserne. Musik og arrangement: Jeanett Albeck. Operaen, Det Kongelige Teater, København. Til 10. maj.
——————–
Foto 1: Divasangerinden Marianne Ernst Dam slanger sig i øjenhulen på scenograf Christian Albrechtsens gigantiske blodrøde dødningehoved i ”Under dybets” slutscene, ’Død’. Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Foto 2: Emilie Palsgaard med corps de ballet i ”Under dybets” 1. akt, ’Fødsel’. Fotograf: Per Morten Abrahamsen.