Scenebilledet, projektionerne, lys, musik og koreografisk iscenesættelse – det totale kunstværk – fører din sjæl og dine drømme med på en odyssé i Wayne McGregors hovedværk ”The Dante Project” på Det Kongelige Teater.

Kristeligt Dagblad 8. november 2023

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Træd kun indenfor, hvis du tør, fristes man til at sige om Wayne McGregors udfordrende helaftensballet ”The Dante Project”, der nu opføres på Det Kongelige Teater i København: Ryan Tomash er Dante, Alban Lendorf er Vergil og Astrid Elbo er Beatrice i en stjernespækket opsætning, hvor alle Den Kongelige Ballets bedste dansere er på scenen.
 
Forestillingen er, ligesom dets litterære forlæg, overvældende i sin episke ambition. Scenekunst, hvor du ikke kan læne dig mageligt tilbage i sædet og lade dig underholde, men selv skal række ud med tanke og hjerte for at følge og forstå Dantes rejse gennem synd, medlidenhed, håb og kærlighed som slående visuelt, og intellektuelt udfordrende fysisk teater.
 
Værket følger med sine tre akter ”Den guddommelige komedies” opdeling af Dantes oplevelser af Helvede, Skærsilden og Paradis.

Men ”The Dante Project” er ikke en handlingsballet i konventionel forstand, men fragmenteret i en form, hvor første dels 13 vignetter programmatisk, men uforklaret beskriver Dantes møder med de selviskes dybe mørke. Dantes undren og spørgsmål er også vores, og komponistens Thomas Adès mesterlige partitur lyder her neoromantisk med en apokalyptisk hamren i slagtøjet og en alarmerende uro, skrig og tung trøstesløshed i strygerne, som Wayne McGregor modsvarer med et udtryksfuldt kropssprog af dolkende gestik og fysisk, værkende spænding.
 
De mest gribende scener er en skulpturel og tredimensionel duet for Paolo og Francesca da Rimini, der kastes for susende vinde som straf for deres tøjlesløse passioner, og en smertefuldt radbrækkende solo, der skildrer Odysseus’ lidelsesfulde evighedsfængsel, før rædslen bevæger sig over mod det groteske og absurde: Dekadencen topper i en gal, vild galop, hvor Tyvene stjæler showet i en vanvittigt virtuos snurrescene.

I tankevækkende kontrast kulminerer Dante – betragterens – ynk og medlidenhed med Helvedes skabninger i en gysende dans med Satan på en sø af is i verdens dyb, hvor en spinkel tone varsler håbets gennembrud. En stråle af lys viser ham vej, så han igen kan se stjernerne på himlen, og netop i 2. akt, ’Purgatorium: Kærlighed’, forstås ”The Dante Projects” moderne læsning af Dante som en pilgrimsrejse, hvor Dante i sin soning og i sin søgen fyldes af minder og længsel efter sin barndoms kærlighed, Beatrice.

Her skifter Adès’ musik fra det store symfoniske orkesterbillede med brug af temaer af bl.a. Franz Liszt til en sampling af optagelser af en ”hazzans” lamenterende bøn fra Adès-synagogen i Jerusalem og slagtøj og blæsere i mellemøstlig rytmik. Scenen er en genfødsel og renselse, hvor Beatrice første gang viser sig som Dantes guide mod Paradis.

Med undertitlen ”uendelig og planetarisk” synes ’Paradis: Poema Sacro’ i sine koreografiske fraser næsten at vise en vej frem for kontemporær ballet som en tværkunstnerisk tour de force, hvor scenebilledet, projektionerne, lys, musik og koreografisk iscenesættelse – det totale kunstværk – fører din sjæl og dine drømme med på en odyssé.

Et koreografisk epos af vor tid, hvor McGregor forener det moderne menneskes naturvidenskabelige forestilling om rejse i tid og rum med renæssancedigteren Dantes religiøsitet og mysticisme. En overvældende oplevelse af et univers, der vokser for dine øjne, hvor dansere i endeløse kredsløb og evighedsbaner modsvarer løkkerne og den voksende volumen og løftet i Adès’ sfæriske tonedigt og de koncentriske cirkler, der vokser frem i billedkunstneren Tacita Deans tyste farveprojektioner over scenen.

Når Paradisets lysende engle som strålende himmellegemer hvirvler frem mod auditoriet, skaber de – i spillet af tøris og lys under Deans blændende smukke solstorm – en optisk illusion, der opleves som Dantes rejse ud i rummet, forbi planeter og stjernebilledernes himmelske dans.

Ligesom Tacita Deans fotografiske processprog – scenebilledets plancher og kostumer udvikles og tager farve som i en kemisk filmfremkaldelse – synes Wayne McGregor næsten at arbejde i negativ, der viser os ikke kun kroppen, men dens sjæl.

”Hvordan har jeg løftet mig over disse strålekroppe”, spørger Dante Beatrice i ”Den guddommelige komedie”. Retoriske spørgsmål og dialoger, som McGregor ikke kan gengive på scenen, men som han anskueliggør i dynamik og placering, hvor Dante følger Beatrices blik og transformeres: ”Ved at betragte hende, blev jeg indeni forandret”.

I sin søgen efter billeder for Dantes eksistensrejse antager koreografens idiosynkratiske, gummiagtige kropssprog en ny kvalitet og betydning som udtryk for det spøgelsesagtige og spirituelle. Mentale eller transcenderende tilstande, der beskrives, ikke kun med den klassiske ballets konventionelle brug af vertikalitet i spring eller på tå som metafor for åndelig stræben, men som energi og vibrationer illustreret af den flydende, bølgende, skælvende krop.

”The Dante Project” bevæger sig som metapoesi fra en fysisk virkelighed til en metafysisk erkendelse. En oplevelse af ekstase, hvor Dante – og vi – med et ”coup de théâtre” ser lyset. Her har ikke kun danseren og digteren Dante, men forestillingens rejse bevæget sig fra det konceptuelle og det rationelle til en stor emotionel oplevelse og mysteriefyldte dimensioner af katarsis.

——————–           

”The Dante Project”
Koncept, instruktion og koreografi: Wayne McGregor
Musik: Thomas Adès
Design: Tacita Dean
Lysdesign Lucy Carter og Simon Bennison
Dramaturgi: Uzma Hameed
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København. Spiller til 18. november.