ANMELDELSE – Tobias Praetorius har skabt en lyrisk og let vignet til H.M. Dronningen, der kan opleves på Verdensballettens turné i sommerlandet

Bragt i Kristeligt Dagblad 20 juli 2022

⭐⭐⭐⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Efter Verdensballettens premiere i haven ved Sølyst nord for København er operasanger Jens Christian Wandts årlige sceneprogram af ballet, musik og sang draget på turné i sommerlandet frem til 5. august. I alt 13 stop ved slående lokationer fra Jelling Højene til Den tilsandede kirke, hvor det hele begyndte i 2008.

Sceneopbygningen med historiske bygninger, parker eller havet som baggrund er karakteristisk for projektet, der altid løber af stablen under åben himmel med mesterlig musikalsk ledsagelse af violinist Niklas Walentin og pianist Alexander McKenzie og efter en nu velkendt formel, hvor Wandt som konferencier åbner aftenen med en Aksel Schiøtz-klassiker, ”I de lyse nætter”. En sentimental serenade, som kun få kender i dag, men som er blevet Wandts signatur og kærlighedserklæring til de danske sommeraftener, fællesskabet – og ballet.

Stemningen er forventningsfuld og familiær, og Wandt introducerer og interviewer respektfuldt og med afvæbnende humor flere af de medvirkende kunstnere på scenen, som han og vi hurtigt er på fornavn med.

I år er fortællingen i særlig grad bygget op om projektets kunstneriske leder, den australske solodanser fra Royal Ballet Steven McRae, der allerede som 20-årig fik en alvorlig skade, en akillesseneruptur, som for de fleste ville betyde afslutningen på karrieren. Mod alle odds kæmpede han sig tilbage på scenen, men i 2019 skete det igen, og igen har McRae med overmenneskelig udholdenhed og efter en række operationer overvundet sin skade og er nu tilbage på scenen.

Jens Christian Wandt fortæller også om aftenens ballerina, Iana Salenko, der er solodanser i Berlin, men fra Ukraine, og som siden den russiske invasion har medvirket i en række velgørenhedsforestillinger for krigens ofre, også i København.

Denne sommer danser Salenko med sin mand Marian Walter koreografen Kristen McNallys ”Côte à côte”. En duet, der oprindeligt blev skabt i 2014 til et digt af prins Henrik af samme navn, hvor prinsen i Katrine Rings lydbillede med lune og mørk, grødet stemme adstadigt oplæser sin tekst, mens et tungt åndedrag og Gabriel Faurés melodi ”Aprés un reve” i to andre spor tilføjer versene en intenst fysisk og en åndelig, drømmende dimension.

Jens Christian Wandt fortalte publikum, at prins Henrik efter premieren venligt havde rost den lille dans, men peget på, at kostumerne – mandens tøj mindede om en militæruniform – syntes at rumme en fortælling om afsked, som ikke lå i digtet. Da Wandt spurgte, hvad danserne så skulle have på, svarede prinsen “allerhelst ingenting”.

Derfor danser Marian Walter i dette års genopsætning i bar overkrop og Iana Salenko i en hudfarvet top, men den koreografiske fortælling er fortsat problematisk, fordi heller ikke den er i overensstemmelse med prinsens digt.

”Du kaldte på mig og jeg forlod jorden/for at flygte med dig mod lyset/himmelen åbnede sine skyer for os/ukendt storhed, glimt af guddommelige.” Sådan lyder det i Romain Bussines’ poesi, der har inspireret Faurés kammermusik, og det er snarere det, McNally illustrerer i dans, når Marian Walter løfter Iana Salenko over hovedet i et episk løft, eller parret med smertefulde udtryk indtager forvredne stillinger.

Men ”Côte à côte” er ikke digtning om transfiguration, savn eller adskillelse, snarere – som titlen jo også fortæller – det modsatte: En taktil beskrivelse af to mennesker, side om side, med en længsel efter at blive ét kød. En lykkelig, intim og erotisk fantasi om at dække sin elskedes hals og ører med en knipling af kærtegn i et øjeblik, hvor tiden står stille.

Det kunne være smukt at se idéen forløst i prinsens ånd. Hvorfor ikke bede Tobias Praetorius genbesøge ”Côte à côte” næste sommer, og hvorfor ikke med udgangspunkt i prins Henriks sans for sensuelle, feminine skulpturelle former?

Som markering af dronningens regeringsjubilæum har Praetorius i år skabt en vignet kaldet ”Rocaille” til Astrid Elbo og Alban Lendorf. Inspireret af rokokostilens formidé har den unge koreografiske hofleverandør næsten som et monogram tegnet en galant og lyrisk let strømmende dekorativ dans, hvor Elbo og Lendorf slynger og tegner sløjfer om hinanden i fantasifulde kurvende, bugtende forløb til anden sats af W.A. Mozarts Klaversonate nr. 12.

Praetorius forklarede inden visningen, at bogstaverne C og S, der har inspireret rocaille-figuren, er del af hans formgivning, men et M for Mozart og Margrethe kunne også gemme sig i den dansede stukkaturs mønstre.

”Rocaille” er med sit botaniske, organiske sprog i harmoni med arrangementets udendørs natur, hvor de klassiske numre som adagioen fra den store pas de deux fra Marius Petipa og Peter Tjajkovskijs “Tornerose” uden et defineret rum til dets arkitektur og uden sceneareal til dens dynamiske fremdrift ikke fungerer overbevisende.

Rummet er en grundlæggende udfordring for udendørsforestillinger og dans som koreografi, der egentlig også gælder ‘Danse Russe’ fra “Svanesøen” i Peter Martins’ koreografi, der dog her hentes overbevisende hjem af Astrid Elbos kontaktstærke, forførende figur og Alban Lendorfs bløde styrke og præcise, kosakfyrige accenter i nationaldansen.

Valget af ’Danse Russe’ som del af Verdensballettens program er, med Jens Christian Wandts ord, er markering af, at den rige historiske russiske kulturskat er umistelig, og at kunsten skal modstå krigens ødelæggelser.

——————–

Verdensballetten. Koreografi af bl.a. Kristen McNally, Juliano Nunes, Peter Martins og Tobias Praetorius. Musik af bl.a. Claude Debussy, Gabriel Fauré, W.A. Mozart.

Sølyst, Gentofte, 13. juli. Turné over hele landet frem til 5. august.

——————–

Topfoto: Astrid Elbo og Alban Lendorf i Tobias Praetorius hyldest til H.M. Dronningen, ”Rocaille”. Fotograf: Esben Zøllner Olesen.

Foto 2: Applaus til Verdensballettens medvirkende dansere, sangere, musikere og konferencier Jens Christian Wandt. Fotograf: Esben Zøllner Olesen.