ANMELDELSE – Med Mahler som bagtæppe trækker John Neumeier på Shakespeare, Nietzsche og Tanz-Gymnastik i en bombastisk helaftensballet, der klinger hult af prætentioner og postulat.
Bragt i Kristeligt Dagblad 22. maj 2021.
⭐⭐⭐ (3 ud af 6 stjerner)
På grund af gældende restriktioner opføres Den Kgl. Ballets store sæsonsatsning, John Neumeiers Mahlers 3. Symfoni, i en form, hvor musikken spilles live, men fra et prøvestudie i Operaen. Derfra transmitteres den til tilskuerrummet og scenen via højttalere.
Det giver uvægerligt oplevelsen en hul rumklang og en fjernhed, der utilsigtet understreger vakuummet i Neumeiers koreografi og idéverden. Uden orkestret i auditoriet fremstår den monumentale opsætning som et luftkastel af prætentioner og postulater på et håndværksmæssigt så skrøbeligt fundament, at iscenesættelse og koreografi ikke blot fremstår svulstig og prætentiøs: Den er meningsløs.
I en nådig læsning kunne meningsløsheden på sindrig vis være Neumeiers pointe. Hamburg-koreografen koketterer i programnoter og interviews med, at balletten er hans følelsesmæssige respons på musikken, at den ikke har nogen handling eller noget konkret budskab, men er åben for fortolkning. Alligevel er programmet ledsaget af et betydningsbærende Shakespeare-citat. Henvisningen til Macbeths bitre, håbforladte solotale ’I morgen og i morgen og i morgen’ – om livet som en skygge, en stakkels komediant, der hidsigt skridter sin stund på scenen af og så blir tavs; et eventyr, fortalt os af en dåre med larm og bulder, fyldt af raseri, der intet betyder – får vitterligt en til at spørge sig selv, om John Neumeier som en halvgal, fortvivlet prætendent sidder i kulissen og griner af os og sig selv?
Mahlers 3. Symfoni må allerede ved premieren i Hamburg for nu 45 år siden have fremstået som et voldsomt ambitiøst men umodent værk. På Operaen i København anno 2021 virker den yderligere dateret.
Anført af en plaget Jonathan Chmelensky leder opsætningens gennemgående figur som en skotsk hærfører en testosteronpumpet ensemblescene i ballettens første billede: En snes mænd i bar overkrop marcherer i takt og slår sig på lår og bryst, når de ikke klynger sig sammen i menneskepyramider som billede på en stræben mod Lyset. Balletten rummer tre, måske fire, af disse grupperinger, der isoleret set er fotogene, men opstår uden overbevisende udvikling og argumentation. Herfra hersker sentimentaliteten, fortrydelsen og sorgen som stemninger i den to timer lange livsbeskrivelse med Chmelensky som både betragter og deltager i drømmemøder med sin skygge, sit alter ego og sin forløser m.m.
Overordnet set er iscenesættelsen en slags collageform, men helt nede på fraseniveau er koreografien tilsvarende fragmenteret og skitseret som noter, tanker, idéer. Associerende men uigennemtænkte og alligevel låst i en spændetrøje af tankekontrol. Til tider ufrivilligt komisk i sin vekslen mellem det konventionelle og det dogmatisk docerende, hvor en arabesque som et tungt, meget brugt greb knækkes med en flekset fod eller i pludselige skift fra hvirvlende muskelspring til akavet feminin trippen til siden og antiklassiske positioner med brede ’squats’.
I Det Kgl. Teaters program betegnes John Neumeiers stil misvisende som neoklassisk. Den er snarere præget af ekspressionistisk Ausdruckstanz og Tanz-Gymnastik, der i mødet med et meget basalt klassisk balletvokabular danner et egenartet både mekanisk kantet og florissant affekteret udtryk.
Jo mindre, jo bedre synes at være devisen for en åben oplevelse som publikum til Mahlers 3. Symfoni, der virker bedst og stærkest i de scener, hvor danserne ikke kæmper med at kravle på og bestige hinanden, række eksistentielt ud efter noget, der ikke findes, eller posere i grandiose tableauer af åbenbaring og forceret ekstase. Øjeblikkene, hvor de bare kan være, og hvor man mærker en troværdig indlevelse hos kunstnerne, samler sig særligt i ballettens sidste scener, af Neumeier kaldet ’Nat, ’Engel’ og ’Hvad kærligheden fortæller mig’.
Her synger altsolisten Johanne Bock Nietzsches Nachtwandlerlied, og passagerne af strømmende strygere skaber her deres egen transcendens, så Mahler for en stund får plads som meditation over erindring og tid i et koreografisk værk, der overordnet er så selvtilstrækkeligt og -forstået, at det ikke ellers inddrager musikken som partner og trods dets erklærede intention ikke har plads til indlevelse.
——————–
Mahlers 3. Symfoni
Koreografi, kostume- og lysdesign: John Neumeier.
Den Kgl. Ballet. Operaen.
Til 4. juni.
——————–
Foto 1: Menneskepyramider, som billede på en stræben mod Lyset, er inspireret af ”Tanz-Gymnastik”. Fotograf: Henrik Stenberg.
Foto 2: Astrid Elbo og Benjamin Buza. Fotograf: Henrik Stenberg.