BALLET DE LUXE: BLOT TIL LYST

Bragt i Kristeligt Dagblad 23.01.2020.

Den kgl. Ballets internationalt sammensatte ensemble mangler et fælles kunstnerisk fundament til forløsning af de tre værker i ”Ballet de Luxe”.

⭐⭐⭐☆☆☆

”Ballet de Luxe”, Den kgl. Ballets årlige trepunktsprogram, byder i foråret på koreografi af kunstartens to store genier, Marius Petipa og George Balanchine, samt en pastiche over den danske mester August Bournonvilles karakteristiske stil, ”August 2.0”, af balletchefen Nikolaj Hübbe samt Dinna Bjørn.

Tre værker med fokus på kunstartens kerne, det koreografiske, den tekniske udførelse og kunstneriske fortolkning, der i lige store mål stiller krav til instruktørerne og danserne og, i et videre perspektiv, publikum. For hvad er ballet, når der ikke er en dramatisk ramme, hvordan formes udtrykket, og hvordan og hvad kommunikerer man, når man står tilbage med den rene, klassiske dans?

Centralt og særligt betydningsbærende bliver et enkelt øjeblik i ”August 2.0”, i midtersatsen Poco lento, hvor to soloherrer, Emerson Moose og Meirambek Nazargozhayev, smilende spejler hinanden i en sekvens, hvor danserne i langsomme, kontrollerede forløb skaber figurer og skifter vægt og balance i stræk, der minder om en historisk koreografi, ”Pas de la Vestale”. Arbejdet omfatter ikke kun fysisk tyngde men alvor, gravitas.

Bournonville lærte i slutningen af 1820’erne ”Pas de la Vestale” af sin mester, Pierre Gardel, der i sin samtid blev betragtet som den ypperste ”danseur noble”; netop vogteren af den klassiske ballets hellige ild, der havde forsvaret den aristokratiske kunst på Pariseroperaen under og efter den franske revolution. Via August Bournonville har denne tekst siden 1832 overlevet i København som del af Bournonvilletræningens lørdagsskole.

For flertallet af de sammenbragte dansere i Den kgl. Ballet er Bournonvilles danske stil fremmed kost, ikke længere fællesnævneren der gav kompagniet en unik kunstnerisk identitet…

Som al dans er den på samme tid både en skulpturel form og en metafor, og som adagio er den en koncentration af de mest grundlæggende principper og idéer, der sættes under mikroskop, hvor selv den mindste skælven eller usikkerhed i fokus afsløres øjeblikkeligt.

De statiske, jordbundne adagioøvelser udgør også grundlaget for deres modsætning: Dansens virtuose, lynhurtige og luftbårne elementer, som særligt kendetegner Bournonville-stilen, og som solodanser Jón Axel Fransson fremstiller eksemplarisk, som han med forbilledlig lethed og blændende fodspil svæver over scenen, fuldstændigt fri og afslappet i skuldre og nakke, levende og legende i ubesværet kontrapost, formgivning og frasering af sin dans med arme og overkrop.

Det er disse enkeltpræstationer, der bærer ”August 2.0”, ikke dets vision eller ambition. Kombinationerne og signaturtrinene er genkendelige som Bournonville, men Hübbes og Bjørns arrangement af rækkerne af mandsdansere bag solisterne samt korpskoreografiens kontrapunkt ligger stilistisk nærmere Harald Landers ”Etudes”.

Som idé – i det omfang, der er en – virker ”August 2.0” overfladisk og som en afstandtagen til Bournonvilles værdisæt, og opførelsen afslører ikke mindst, hvor mangelfuldt Den kgl. Ballet i dag mestrer stilen: Bortset fra Fransson, Moose, Liam Redhead og Tobias Praetorius kæmper danserne krampagtigt med Bournonville.

DEN KGL. BALLET MANGLER FUNDAMENT

For flertallet af de sammenbragte dansere i Den kgl. Ballet er Bournonvilles danske stil fremmed kost, ikke længere fællesnævneren der gav kompagniet en unik kunstnerisk identitet og en nøgle og et udgangspunkt, der kunne bruges til fortolkning af bredden i det internationale repertoire, både det russiske og USA’s neoklassiske.

Aftenens tre værker repræsenterer tre forskellige perioder, hvor forskellene nok ligger i det tekniske men altså også videre i de kvaliteter og idealer, balletterne bærer med sig, og her mærker man også i iscenesættelsen og fortolkningen af ”Raymonda 3. akt” at forståelsen er flygtig, og at kompagniet ganske simpelt mangler et fundament.

Solodanser Caroline Baldwin stråler i titelpartiet, særligt i sin sublime solo i den store ”Pas classique hongrois”, der udtrykker både hendes status som knejsende dronning og et længselsfuldt minde som en arabisk sang. Men bag hende synes kompagniet ikke en gang at kunne blive enige om en uniformt smældende ”czardas”.

Bortset fra denne, Raymondas ene, intense variation til soloklaver, lyder Glazunovs farverige pragtpartitur af både Wagner og Delibes, men iscenesættelsen kan med sit halve format ikke svare musikkens vælde eller emotionelle omfang: I Hübbes version er der kun 10 dansere i ”Pas classique hongrois”, hvor der skal være 18, og det er ikke ligegyldigt men essentielt i en ballet, hvor skala er alt.

Anno 2020 klarer Den kgl. Ballet sig som ensemble bedst i George Balanchines lille divertissement ”Ballo della Regina”, en spurtende og festligt underholdende fantasi til musik af Verdi, hvor den smilende og kækt opsparkende amerikansk-trænede danser Holly Dorger er på hjemmebane og derfor sikkert honorerer Balanchines vilde koreografiske stunts med tåkrummende hop på spidsen af foden, sejlende springserier og andre imponerende indfald.

”Ballo” er også værket, der gør størst indtryk på et publikum, der har en hyggelig og uforpligtende aften i teatret. ”Ih” og ”åh” udbrød folk åbenmundet omkring mig, ”hvordan kan hun det?!”: Danserne formes af deres mestre og det repertoire, de danser, og som publikum præges vi i sidste led af det, vi ser og oplever på scenen.

Gamle Scene på Kongens Nytorv er det eneste operahus i verden, jeg kender, hvor man nu kan tage sin rødvin, gin & tonic eller fadbamse med i salen og nyde den sammen med chokolade, chips eller Matadormix – og i øvrigt småsludre ubekymret undervejs.

Det er som fredag aften med ”Vild med dans”. Dagligstuen er rykket ind på Det kgl. Teater, og sådan må det blive, når ballet pakkes ind og markedsføres som spaophold og skal være mere lækker luksus end kunstnerisk sandhed. Blot til lyst.


”Ballet de Luxe”. Koreografi: George Balanchine, Nikolaj Hübbe, Dinna Bjørn og Marius Petipa. Gamle Scene, Det kgl. Teater, København.
Til 4. april 2020.


Topfoto: Alexander Bozinoff og Jonathan Chmelensky med corps de ballet i ”August 2.0”.
Foto 2: Holly Dorger og Jonathan Chmelensky i ”Ballo della Regina”.
Fotograf: Henrik Stenberg.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.