BODY AND SOUL: I WANT EVERY PART OF YOU

Kynisk, melodramatisk og absurd: Crystal Pite beskriver livet og døden i nyt værk på Pariseroperaen

Det gav mening at invitere den canadiske koreograf Crystal Pite tilbage til Pariseroperaen på baggrund af hendes hit fra 2016, ”Seasons’ Canon” til musik af Max Richter, men som koncept og idé havde hendes seneste værk stået mere overbevisende med et andet udgangspunkt end den diffuse og svært forståelige liv-og-død-kompleksitet, hun søger at skildre i ”Body and Soul”.

Værket virker fragmenteret og mindre gennemarbejdet end ”Seasons’ Canon” og ”Flight Pattern” (Royal Ballet 2017) og er tilsyneladende – måske? – en skiftevis klinisk og empatisk sorgbeskrivelse af overgangen mellem liv og død – og en lakonisk kommentar til det, der sker på den anden side – bygget op i en traditionel form med tre akter, der kontrasterer i scene, kostume, musik og dynamik.

Første akt ligner et gerningssted. Stemningen er spændt. En mand i en klassisk tough guy lang, sort læderfrakke står under et koldt lys over en livløs krop, som han upåvirket undersøger med en mulig rekonstruktion og beskrivelse af et forudgående forløb. Lydsiden, som er indtalt af skuespilleren Marina Hands, sætter konkret ord på handling og bevægelse – ”Højre, venstre, højre, venstre” om skridt frem og tilbage og ”rører ved brystet, hovedet” eller ”drejer hovedet, fødderne, vender tilbage til udgangspunktet”.

Crystal Pites signatur, ensemblekoreografien, understøtter mere end nogen andens en grundlæggende overbevisning om et demokratisk og diversitetsbåret udsyn

Detektiv eller morder? Identitet, køn og intention er her – ligesom i andre værker af Pite – flydende, og roller overføres og udveksles mellem personerne, hvor en figur kan opsamles og forsvinde i ensemblet i en massebevægelse, hvorefter en ny danser træder frem og fortolker et andet aspekt af situationen: Mod slutningen af første billede gentages den indledende frase efter en række variationer med to nye dansere, nu med en anden nuance: Undersøgelsen, bevægelsen, er omsorgsfuld, fjendtligheden afløst af kærlighed.

”Body and Souls” andet billede bærer mindelse om en katedralagtig gravkrypt. Stemningen er både elegisk og desperat, sat til Chopins Præludier, herunder det melankolske Præludium opus 28. nr. 4, der blev spillet ved komponistens egen begravelse i Madeleine-kirken for præcis 170 år siden. Koreografisk er det scenen, der klæder Pariseroperaens dansere bedst: Muriel Zusperreguy og Alessio Carbone er tilbagevendende figurer, der i hvirvlende fraser beskriver afskeden, hvor Zusperreguy i et øjeblik gentager bevægelsessekvensen fra 1. akt, men hvor offeret, kroppen, ikke længere er der.

Som ensemblet i en bevægelse falder til jorden og opsluges af skyggerne, løfter Hugo Marchand sig åndfuldt mod lyset til Præludium nr. 20, kaldet ”Begravelsesmarchen”, i en næsten melodramatisk skulpturel og ekspressivt klagende afsked fuld af håb og fortvivlelse – i dette nu er han offeret – før alle danserne som en figur med stadig stigende intensitet og desperation gentager en gestus for brystet som udtryk for det bankende hjertes rytme og bratte, uigenkaldelige ophør.

”I want every part of you” synger Teddy Geiger med kannibalistisk hunger i balladen “Body and Soul”, der har givet værket sin titel og illustreres i ballettens absurde slutscene, hvor latex-klædte organismer med militær præcision prikker sig vej i formationer gennem et kitschet SM/fashion/disco guldunivers, der mindede mig om cellemembraner blæst op i megaformat. Det er fordærvelsen som comic relief, tænker jeg, som gnaskelydene hamrer den pointe hjem, Geiger sætter ord på: ”All that I want is a piece of your heart”. Bogstaveligt talt.

”Seasons’ Canon” og ”Flight Pattern”, skabt til henholdsvis ”Recomposed by Max Richter: Vivaldi – The Four Seasons” og Góreckis ”Symfoni af sorgfulde sange”, er takket været den musikalske ramme og dramaturgi, der er udstukket for begge værker, strammere og klarere konciperet end ”Body and Soul”, ligesom begge balletter indskrev sig som både bevægende og skarpe metaforiske, samfundskritiske kommentarer i et kunstrum, den klassiske ballet, der sjældent antager direkte politiske dagsordner: ”Seasons’ Canon” som en kommentar til klimakrisen og ”Flight Pattern” til flygtningekrisen i 2015.

Crystal Pites signatur, ensemblekoreografien, understøtter mere end nogen andens et grundlæggende demokratisk og diversitetsbåret udsyn, hvor alle er ens, alle er forskellige, og hvor det er smukt.

De store ensemblescener, hvor hun samler menneskemasse i én krop og skaber og orkestrerer naturbilleder fra insektsværme til fugleflokke og ikke mindst oplevelser af vand og hav, i evig bevægelse, evig forandring, er hendes absolutte styrke og en vej, hun med held kunne have udforsket mere direkte og dybere, mere empatisk, som skildring af menneskelig natur med et helt andet, mere oprigtigt udgangspunkt i netop Geigers sang: Geiger transformerede efterfølgende til kvinde og skriver i dag sange under navnet Teddy<3.

——————–
”Body and Soul”
Koreografi: Crystal Pite
Palais Garnier, Opéra de Paris, Paris.
16. november 2019.
——————–

Foto: Julien Benhamou. Hugo Marchand i “Body and Soul”.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.