ROMEO OG JULIE: METAFOR, MENNESKER OG DET MIDTIMELLEM

Bragt i Kristeligt Dagblad 5.11.2019

San Francisco Ballets gæstespil på Operaen med Helgi Tomassens iscenesættelse af balletten ”Romeo og Julie” er konventionel og kaster ikke nyt lys på hverken kærlighedstragedien eller kunstarten

⭐⭐⭐ (3 ud af 6 stjerner)

Helaftensballetten ”Romeo og Julie” repræsenterede ved premieren på Kirov Teatret i Leningrad i 1940 et kunstnerisk nybrud. Idéen var at skabe et værk, der skulle skildre unge, progressive menneskers kamp mod et feudalt samfund, altså politisk propaganda.

Ikke mindst Sergej Prokofjevs kontrastrige, monumentale musik var medvirkende til at definere ”dram-balet” som genre, hvor klassisk ballet fandt et nyt, episk udtryk og et formål som heroisk kunst: ”Romeo og Julie” inspirerede partiledere og millioner af sovjetborgere, der læste en virkelighedsflugt ind i værket, en utopisk drøm og en tro på kampen for det gode og sande mod en knusende overmagt. Balletten var mere storfilm end teater, mere atletik end dans – og en massiv succes, der snildt overlevede både systemskifte og kulturkløfter.

For et moderne publikum rummer ”Romeo og Julie” en længselsfuld flugt fra hverdagens trivia, hvor John Neumeiers detaljerede fortolkning af Shakespeares skuespil siden Danmarkspremieren i 1974 har placeret sig som Den kgl. Ballets måske mest centrale og elskede enkeltværk udover August Bournonvilles balletter.

Stik modsat den sovjetiske ophøjelse af kærlighedstragedien til metafor tegner Neumeier menneskelige og genkendelige portrætter: På baggrund af Jürgen Roses stilrene billedflade og Prokofjevs højdramatiske lydside, hvor tordnende slagtøj og bombastiske og brummende messingprutter brat brydes af spæde, inderlige strygere, går Neumeier helt tæt på figurerne og skaber med stor følelsesforståelse en scenisk realisme og tilgængelighed, der taler stærkt til publikum og gør det let at identificere sig med – eller ligefrem forelske sig i – personerne.

Imellem disse to værker – og disse to visioner; det overmenneskelige overfor det alt for menneskelige – ligger et utal af andre versioner fra John Crankos til Kenneth MacMillans som internationalt standardrepertoire med et mere konventionelt balletudtryk. Helgi Tomassons udgave, der denne uge danses på Operaen til udsolgte huse, falder i den kategori.

Det er en udgave, der ikke fortæller os noget nyt om ”Romeo og Julie”, om Prokofjev, ballet eller kærlighed, og vi havde ikke behøvet se den, desværre

San Francisco Ballets kunstneriske leder er, som mange andre balletchefer, ikke nogen prægnant koreograf, og har her helt konkret svært ved at styre den overmættede iscenesættelse og beskrive sine to hovedpersoner.

Når det sker, er det uden føling eller egentlig individualitet. Romeo og Julie forsvinder i mængden uden koreografisk karakteristik. Selv i monologer og dialoger forbliver hovedparret anonyme, og deres lidenskab kun flygtigt opridset i en læsning af partituret, der flere steder misser det musikalske klimaks, når de elskende løber ud af scenen: Vi skal hurtigt videre til (endnu) et (omfattende) sceneskift i danske Jens-Jacob Worsaaes nok mindst vellykkede, lidt perspektivfattige, scenografi.

Tomassons koreografiske sprog er neoklassisk, ikke sovjetisk, og hans kompagni regionalt amerikansk. Det giver ham byggesten til en arkitektur, han ikke magter, og derfor gør denne version ikke noget indtryk, hverken som lyrisk form eller scenedrama – trods et grundlæggende fornemt dansende, luftigt og energisk ensemble. Prægtigt anført af Angelo Greco, der i rollen som Romeo hænger i luften som et muskuløst kattedyr, der lander lydløst og poteblødt foran den lidt spæde Misa Kuranagas Julie.

Opsætningen er fra 1994, altså 25 år gammel, men den var på mange måder både provinsiel og passé som fortolkning allerede ved premieren i San Francisco, og er det bestemt i dag. Det er en udgave, der ikke fortæller os noget nyt om ”Romeo og Julie”, om Prokofjev, ballet eller kærlighed, og vi havde ikke behøvet se den, desværre.

——————–

”Romeo og Julie”
Koreografi: Helgi Tomasson
Operaen, Det kgl. Teater, København.
Til 3. november.

——————–

Foto: Erik Tomasson. Misa Kuranaga og Angelo Greco, San Francisco Ballet i Helgi Tomassons ”Romeo og Julie”.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.