AILEY-KOMPAGNIET ER TILBAGE MED NY AKTIVISTISK STYRKE

BRAGT I KRISTELIGT DAGBLAD 3. SEPTEMBER

Værdighed og frihed er gennemgående temaer i værkerne ved Alvin Aileys 17. gæstespil i Tivolis Koncertsal, fra Aileys klassiker ”Revelations” til Jamar Roberts ”Members”, der skarpt adresserer normaliseringen af racismen i Trumps USA.

⭐ ⭐⭐ ⭐ ⭐ (5 ud af 6 stjerner)

Den afrikansk-amerikanske koreograf Alvin Aileys mest betydningsfulde arbejde, ”Revelations”, ramte som kunst en smertelig – og smuk – sandhed i borgerrettighedsbevægelsens kamp for et retfærdigt, ikke-raceopdelt samfund i USA i 50’erne og 60’erne, der taler stærkt og inspirerende også i dag.

Ailey trak på sine ”blodminder” fra opvæksten i Texas, da han koreograferede værket i 1960 som en hyldest til sort, amerikansk kultur – ”til tider sorgfuld, til tider glædesfuld, altid håbefuld” – med barndomsbilleder af medrivende gospeltjenester med sladrende, karakterfyldte og iltert viftende madammer på vej til kirke, og deres milde og kærligt flirtende mænd.

”Revelations” er strukturelt lagt i tre dele, hvor første del, i jordfarver, måske genkalder arbejdet i Sydstaternes bomuldsmarker, men hvor danserne i en skulpturel ensemblefigur også udtrykker håbet om udfrielse af trældom som samfund, med hænder der i en bøn om hjælp rækker op mod lyset.

Under Sydens gule aftensol hylder ”Move, Members Move” gospelkirkens frisættende kraft, særligt gospelmusikken, og er et udtryk for enhed, solidaritet og styrken i fællesskabet

Denne første del er også næsten en andagt, og det er overordnet nærliggende at opleve værket som en koreografisk kirkehandling, hvor Ailey i den lysende hvide anden del, ”Take Me To The Water”, koreografisk beskriver dåb og genfødsel med en smittende, vuggende gang og fraser, hvor danserne duver over scenen, og hvor bølger ruller gennem nakke, arme, rygrad som udtryk for dåbsvandet og den renselse, der løber gennem mennesket.

Dette uforglemmelige, centrale billede rummer formentlig nøglen til forståelsen af hele det sorte samfunds stærke tilknytning til kristendommen, den tætte sammenhæng mellem de sorte amerikaneres fangenskab og Biblens fortælling og fører direkte frem til sidste dels glædesudtryk: Under Sydens gule aftensol hylder ”Move, Members Move” gospelkirkens frisættende kraft, særligt gospelmusikken, og er et udtryk for enhed, solidaritet og styrken i fællesskabet.

MODSTAND MOD ACCEPT AF NORMALISERING AF DET UHYRLIGE

Med tabet af så stærk en stemme, er det ikke overraskende, at Alvin Ailey American Dance Theatre har haft svært ved at finde en prægnant og meningsfuld kunstnerisk linje efter grundlæggerens død i 1989. Kompagniet har samlet sig om opførelserne af Aileys værker og ikke mindst videreført og udviklet hans store vision om opsøgende og socialt arbejde.

Ved premieren på gæstespillet i Tivolis Koncertsal onsdag var Jessica Langs ”EN” et eksempel på et værk, der netop ikke kanaliserer kompagniets kerne, men i en generisk fad form behandler et komplekst japansk begreb, hvor formen cirkel symboliserer skæbne, tro og karma. “EN” er virtuos, nærmest akrobatisk, men irrelevant og uden dybde i denne sammenhæng.

Jamar Roberts’ ”Members Don’t Get Weary”. Foto: Paul Kolnik.

Jamar Roberts’ ”Members Don’t Get Weary” lægger sig derimod direkte i Aileys spor, igen i det fysiske udtryk men også med en underliggende aktivistisk dagsorden. Også Roberts taler til sine ”members” med en titel, der henviser til slavetiden og kirkesamfund.

Koreografisk arbejder han i åbningsbilledet til John Coltranes ”Dear Lord” med gentagelser, der tilsyneladende er abstrakte variationer over handlinger og bevægelser fra arbejdet i marken – rutinerne er maskinelle og mekaniske, det er mennesket som arbejdsdyr – men i et enkelt, væsentligt øjeblik fortæller han os, at her ligger rødderne, og at undertrykkelsen også er en sandhed i dag.

Et medlem af gruppen går bort, omstændighederne er uklare, men Coltranes varme, drømmende saxofon og Roy Haynes’ blide, cirklende trommevisken luller os ind i en uberørt accept af dette tab af et menneskeliv – vi bemærker det knap – på samme måde som det amerikanske samfund, og det danske, umærkeligt tillader en normalisering af det uhyrlige, af racisme, hadforbrydelser og en devaluering af menneskelig værdighed.

Roberts demonstrerer her både stærkt og subtilt, at Ailey og dans fortsat har en rolle at spille også i tidens politiske debat og kamp, kraftfuldt udtrykt i ”Members’” anden del, ”Olé”, hvor hans muskuløse dans bliver udtryk for flugt, alarm, modstand og vilje, malet som et stykke moderne impressionisme med brede pensler, i stærke farver.

”EN”. Koreografi: Jessica Lang. ”Members Don’t Get Weary”. Koreografi: Jamar Roberts. ”Revelations”. Koreografi: Alvin Ailey. Tivolis Koncertsal, København. Til 11. maj.

Hovedfoto: Alvin Aileys signaturværk, “Revelations”. Foto: Nan Melville.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.