Kameliadamen – romanballet fanger hjertets vilde drømme

BRAGT I KRISTELIGT DAGBLAD 29. MAJ

I rollerne som Marguerite og Armand rækker Ida Praetorius og Ryan Tomash ud mod hinanden som livet og døden. Den kgl. Ballets opsætning af John Neumeiers ”Kameliadamen” er en gribende, uforglemmelig oplevelse.

⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6 ud af 6 stjerner)

”Kameliadamen” er formentlig den tysk-amerikanske koreograf John Neumeiers mest helstøbte værk, måske endda det mest vellykkede indenfor genren litterær ballet, der i 1969 for alvor blev etableret med John Crankos helaftensballet ”Onegin”. I et mindre format har ikke mindst englænderen Sir Frederick Ashton udforsket den litterære fortælling med enakterne ”En måned på landet” og ”Marguerite og Armand”, sidstnævnte også efter Alexandre Dumas fils’ roman.

Hvor Ashton med sin koreografi kan siges at skabe en lyrisk digtning over hovedtemaerne, særligt en poetisk skildring af den lidenskabelige kærlighed, er Neumeiers ærinde et andet: Ambitionen er prosa, den fulde roman. Ikke kun den ligefremme historiefortælling men en kompleks scenisk oversættelse, der virtuost springer i tid og sted, fra tanke til handling, drøm til virkelighed, og rummer både Dumas’ samfundskritik, komplekse karaktertegning og psykologiske indsigt.

Marguerite skjuler sin sårbarhed og sin sygdom, men Armand ser den, ser hende, og derfor åbner hun sig for ham, som den blomst hendes navn er blevet synonymt med

Neumeiers ”Kameliadamen” tager som hos Dumas sin begyndelse med auktionen over Marguerite Gautiers dødsbo: regnskabet over et liv gøres op. Men med et faktisk genialt greb udelader Neumeier romanens unavngivne fortæller og inddrager i stedet helt bogstaveligt publikum: Scenen sættes, som vi kommer ind i auditoriet og tager vores pladser, med det fælles rum, der etableres med en platform som bro mellem tilskuersal og scene i fuld belysning, hvor også de medvirkende dansere kommer ind ad sidedøre i rollerne som parisisk borgerskab, der beser den skandaliserede kurtisanes ejendom.

Som tragedien forklares, åbner og lukker Neumeier dette møde mellem publikum og kunstnere fra billeder, hvor der blændes op for lyset og Gamle Scene for en stund bliver del af iscenesættelsen som boulevardteater i den franske hovedstad, til en fokusering hvor alt – også scenen – henligger i sort mørke med kun et skarpt fokuserende lys på de to hovedpersoner, Marguerite og Armand.

John Neumeier har i forbindelse med denne opsætning sagt, at Gamle Scene måske er det mest ideelle rum for ”Kameliadamen”, han har sat balletten op i siden verdenspremieren i Staatstheater Stuttgart i 1978, fordi proportionerne i huset på Kongens Nytorv gør, at dansere og tilskuere også fysisk er utroligt tæt på hinanden.

Det er jeg overbevist om, at han har ret i, og vi oplever det særligt i den forbindelse, vi skaber til Armand – igen med parallel til romanens opbygning, hvor den anonyme fortæller bliver fortroligt vidne til den sørgende Armands besættelse: Her er det os.

I sin entré bringer en ustoppeligt hulkende Armand Alexandre Dumas til live, som han stormer frem mod scenekanten, febervild og halvt fra forstanden: ”Jeg ved kun, at det var min skæbne at blive forelsket i Marguerite, og jeg havde en forudanelse”. Som han genlever sin kærlighedshistorie og læser Marguerites efterladte dagbog, gør han det på broen til publikumssalen.

Her spejler han Marguerites sidste ord. Du læser dem ikke selv, det er ikke noget, du oplever på film, det er ikke noget, du ser på en skærm, men netop i mangel af ord åbner dine sanser og dit hjerte dig mod Armand for at forstå ham. Båret af Chopins klaverkoncerter og orkesterfantasier kommunikerer vi i et andet sprog og genkender os selv i en fælles menneskelig erfaring med kunstnerne på scenen.

Praetorius er i et frysende øjeblik døden selv, kitgrå og tom i blikket. Det er den bevidsthed, hun elsker med, og det er selve livet, Armand kæmper for med sin kærlighed som våben

Neumeier er om nogen bevidst om denne dynamik og den identifikation og følelsesintensitet, der opstår, som Armand omfatter Marguerite med en medfølelse, der vokser til kærlighed og begær og sluttelig hans sorgbyrde.

Castingen af førsteholdet, med Ida Praetorius og Ryan Tomash i hovedrollerne, kommer Alexandre Dumas’ intention nærmest: Tomash’ sensationelle debut er gribende empatisk, og Praetorius rummer en sart, spøgelsesagtig skrøbelighed, der varsler hendes tragiske skæbne og er i pagt med de elementer af noget overnaturligt, endog det makabre og morbide, der også er del af Romantikken.

KAMELIADAMENS KUNSTNERISKE SUBSTANS

I Neumeiers minutiøse instruktion og konkrete koreografi rækker de ud mod hinanden som livet og døden. Praetorius er i et frysende øjeblik døden selv, kitgrå og tom i blikket. Det er den bevidsthed, hun elsker med, og det er selve livet, Armand kæmper for med sin kærlighed som våben, hvor den underliggende tyngde og modstand i dansens ikke-skønne, ikke-vægtløse konstruktion bliver billede på en knusende overmagt.

Disse store duetter er ”Kameliadamens” kunstneriske substans og udgør også rent æstetisk en modvægt til Neumeiers mere konventionelle iscenesættelse af Marguerites demi-monde. Ensemblescenerne med Gaston og Prudence, særligt det sorgløse liv på landet, aftenballerne, besøgene i teatret og gentagne henvisninger til forbindelsen mellem Marguerite og Armand og figurerne Manon Lescaut og Des Grieux i Abbé Prevosts roman ”Manon Lescaut” mangler samme prægnans men udgør selvfølgelig kontrasten til beskrivelsen af ”Kameliadamens” dybe menneskelighed.

Marguerite er så gribende en karakter, fordi vi ser hendes udvikling fra fornedrelse til forløsning, en forvandling hun undergår i uselvisk kærlighed, da hun på hans fars ønske forlader Armand for at spare ham yderligere social stigmatisering. Det er en idealisering ift. virkelighedens Kameliadame, Marie Duplessis, som der er belæg for i romanen, og som John Neumeier understreger yderligere.

Som altid hos denne tænksomme koreograf handler det om illusioner, facader, skuespil og om at blive set, og det er denne indsigt, der har fanget ham hos Alexandre Dumas: I en borgerlig verden af skønhed og rigdom, strålende lysekroner og glitrende juveler skjuler Marguerite sin sårbarhed og sin sygdom, men Armand ser den, ser hende, og derfor åbner hun sig for ham, som den blomst hendes navn er blevet synonymt med: ”Fordi du tog min hånd, da du så mig hoste blod; fordi du græd; fordi du er det eneste menneske, der nogensinde har haft medlidenhed med mig”.

”Kameliadamen”. Koreografi: John Neumeier. Gamle Scene, Det kgl. Teater, København. Til 7. juni.

Foto 1: Ryan Tomash som Armand. Foto: Henrik Stenberg.
Foto 2: Ida Praetorius og Ryan Tomash som Marguerite og Armand. Foto: Henrik Stenberg.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.