Hvorfor? Nurejev rummede en gåde pakket ind i et mysterium i en enigma

BRAGT I KRISTELIGT DAGBLAD 20. MAJ

Balletdanseren Rudolf Nurejev var en klassisk helt i moderne tid. Ny biopic af Ralph Fiennes er fermt filmarbejde men savner intensitet og episk bane

⭐ ⭐ ⭐ ⭐ (4 ud af 6 stjerner)

Hvorfor, vil KGB-agenten, der afhører Rudolf Nurejevs lærer Alexander Pusjkin efter den russiske stjernedansers sensationelle afhopning i Paris i 1961, vide? Hvorfor gjorde han det?

Spørgsmålet er omdrejningspunktet i den store britiske skuespiller og instruktør Ralph Fiennes’ biopic White Crow, der er baseret på ballethistorikeren Julie Kavanaghs murstensbiografi Rudolf Nureyev – The Life med manuskript af David Hare. Svaret søger filmen at finde i en dramatisering af de dage i maj 1961, hvor Kirov Balletten fra Leningrad optrådte i Palais de Congrès i Paris, og hvor kulminationen blev øjeblikket, da Nurejev søgte politisk eksil i lufthavnen Le Bourget.

Nurejevs grundlæggende drift var kravet om frihed og værdighed. Nurejevs historie fortæller os i dag først og noget om personligt mod, om individets vilkår og eksistenskrav

Begivenheden sendte chokbølger gennem det sovjetiske politiske system og gav Nurejev en superstjernestatus i den vestlige verden, han måske ikke havde opnået, hvis hans karriere havde haft et mindre spektakulært afsæt. Som franskmanden Pierre Lacotte bemærker i filmen, så var Nurejev en exceptionel men ikke perfekt balletdanser: Hans proportioner var langt fra de idealer, vi ser ham studere i klassiske figurer på Eremitagen og på Louvre, og måske fordi han startede sin uddannelse sent, var han teknisk set en stiv, forceret, brutal danser. Men, siger Lacotte, han havde noget andet: Energi og karisma.

Man kan med en omskrivning af Churchills ord om Rusland tilføje, at Nurejev rummede en gåde pakket ind i et mysterium i en enigma – og en jernvilje og en næsten manisk energi og arbejdsetik.

Han fortærede indtryk og viden – ”jeg har brug for det, som føde,” siger han. I en central scene studerer han på Louvre Théodore Géricaults desperate monumentalværk Scene fra et skibsforlis, der i krydsklipning med billeder af Nurejev i træningssalen bliver bærende symbollæsning for Ralph Fiennes’ film: Kunsten – balletten – bliver Nurejevs redning, håbet han klamrer sig til på sin rejse væk fra sin hjemby Ufa i Basjkirien og en kummerlig tilværelse i fattigdom og åndelig armod.

Denne forbløffende skæbne, hvor en uuddannet tatardreng kronede sin karriere som chef på Pariseroperaen og i sin egen iscenesættelse døde i en opulent lejlighed på Quai Voltaire med udsigt over Louvre, omgivet af en enestående samling af modelstudier – inklusive en Géricault med titlen Forlis: Studie af en mand på en klippe – er i sig selv mytologisk stof, Nurejev selv en klassisk helt i moderne tid.

EN SKJULT PROTEST

Æstetisk, formmæssigt, rummer White Crow imidlertid ikke denne episke ambition. Filmen fremstår i Mike Eleys billeder som fermt men fersk TV-arbejde med en banal farveholdning, der søger 60’er-autenticitet med en sepiatone i scenerne fra Paris og en yderligere falmet distance mod sort-hvid i skildringen af Nurejevs barndom. Balletten er som kunstart kun repræsenteret med de mest indlysende klichéer og dansescenerne er med tilpasset koreografi katastrofalt kompromitterede.

Der er et ærgerligt misforhold mellem idé og realisering, og bortset fra filmens sidste minutter, afhopningen i Le Bourget, savner også Oleg Ivenko i titelrollen opbakning i form af filmisk eksponering af den dyriske intensitet og naturlige autoritet, han præsterer i sit ellers imponerende overbevisende portræt af Ruslands ”hvide krage”.

Nureyev: Alene navnet udgør en samfundskritik og en trussel i landet, der dømte ham som landsforræder

Ralph Fiennes bliver, med pude på maven i rollen som Alexander Pusjkin, en underligt karikeret, forslået figur, der dog i et glimt kommunikerer en kompleksitet og en skjult protest, da han resigneret svarer afhøringsofficeren, ”det handler om dans, det har intet med politik at gøre” – vel vidende at denne dybe sandhed ikke giver mening for KGB: Kunsten blev Nurejevs redningsplanke og en katalysator, men hans grundlæggende drift var kravet om frihed og værdighed – to aspirationer som netop udgør selve essensen af klassisk ballet.

Nurejevs historie fortæller os i dag først og noget om personligt mod, om individets vilkår og eksistenskrav. Nurejev kunne ikke overleve i et totalitært samfund, ligesom kunsten og menneskeligheden kun kan gøre det i trods.

I Kreml frygter de ham fortsat, som vi senest så det, da Bolsjoj-teatret i juli 2017 aflyste verdenspremieren på film- og teaterinstruktøren Kirill Serebrennikovs bioballet Nureyev: Alene navnet udgør en samfundskritik og en trussel i systemet, der dømte ham som landsforræder.

Théodore Géricaults desperate monumentalværk “Scene fra et skibsforlis”, 1818-19

White Crow. Instruktion: Ralph Fiennes. 127 minutter. Premiere i udvalgte biografer over hele landet.

Foto 1: Oleg Ivenko rækker i rollen som balletdanseren Rudolf Nurejev ud efter friheden i Paris i 1961. United International Pictures.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.