SE MUSIKKEN OG HØR DANSEN – NYCB I TIVOLI

BRAGT I KRISTELIGT DAGBLAD 16. AUGUST 2018

Hvad venter du på, der er kun nuet? New York City Ballets gæstespil i Tivoli er årets højdepunkt.

⭐⭐⭐⭐⭐ (6 ud af 6 stjerner)

”Dansere er instrumenter, som et klaver koreografen spiller på”, har den russisk-amerikanske koreograf George Balanchine sagt, og på den led er der en poetisk pointe i, at Tivolis Koncertsal nu for 10. gang lægger hus til et gæstespil af New York City Ballet.

I praktikken er projektet ikke ideelt – vi er for tæt på danserne, scenen er ikke stor nok, og Tivoli Cph Phil lever paradoksalt ikke helt op til udfordringen – men ambitionen om at lade koreografien møde orkestret i musikkens hus er storslået. For det danske publikum er det fem dage lange eksklusive gæstespil en mulighed, man ikke bør gå glip af, der kan være intet mindre end åbenbarende, livsforandrende.

Balanchine var det 20. århundredes store koreograf, nok i virkeligheden den mest betydningsfulde hovedfigur i ballettens historie. Han revolutionerede bl.a. kunstarten med det endegyldige lighedstegn, han satte mellem dans og musik, og den kunst der opstod i symbiosen mellem de to: ”Se musikken, hør dansen,” sagde han.

For det danske publikum er det fem dage lange eksklusive gæstespil en mulighed, man ikke bør gå glip af, der kan være intet mindre end åbenbarende, livsforandrende

Den traditionelle forbindelse mellem teater og dans, historiefortælling, interesserede ham ikke. Det gjorde derimod undersøgelsen af form, rum og tid, hvor de tre balletter, der udgør engagementets åbningsprogram, er blandt hans hovedværker.

Serien er fornemme eksempler på bredden og spændet i Balanchines kunstneriske produktion: Fra den skæbnetunge ”Serenade” over det virtuose festfyrværkeri i pragtballetten ”Symfoni i C” til ”Fire Temperamenters” grafiske, modernistiske streg.

I Tivolis koncertsal står ”Fire Temperamenter”, til musik af Paul Hindemith, klarest. Et tredelt musikalsk tema og fire variationer inspireret af middelalderlig teori om personlighedstyperne melankolsk, sangvinsk, flegmatisk og kolerisk, der bruges som afsæt til en både humoristisk og overraskende dissekering og undersøgelse af et kontrastfyldt og komplekst bevægelsesmateriale: Knækkede klassiske linjer, robo-mekaniske samlebåndsformationer og eksplosive individudfald og -nedfald alternerende med nonchalant leg med spænding og tyngde i møder mellem mand og kvinde.

Serenades mysterium

”Serenade” er som udgangspunkt også en abstrakt ballet, født tidligt, i 1934 i et krydsfelt mellem Modernisme og Romantik, men den er også et stærkt eksempel på et værk, hvor Balanchine ikke kun tilgik musikken intellektuelt men reagerede følelsesmæssigt.

”Serenade” rammer dig i mellemgulvet allerede fra første strøg, hvor violiner, cello og bas stemmer an i en dyb og rig koral, og fra øjeblikket hvor tæppet går for et af kunstartens mest ikoniske tableauer: 16 kvinder klædt i lange kjoler, arrangeret i en dobbelt ruderform. Kvinderne strækker hænderne op og ud, næsten skærmende sig mod et uset objekt i en gestus, der rummer hele ”Serenades” mysterium.

Med Tjajkovskijs fejende afsæt sender Balanchine ensemblet over scenen i bølgende kaskader, hvor strygergruppen synger med én stemme, hvor danserne bevæger sig som én krop, et væsen, og hvor musik og koreografi mødes i en fælles eksistens som ét udtryk. Det er først og fremmest et ensembleværk, spejlende strygergruppen i orkestergraven.

Men udover det rent kompositoriske – og det er i sig selv genialt og banebrydende – indeholder ”Serenade” dramatiske scener, symboler og koreografiske henvisninger, der åbner værket for fortolkning og betydning. I særlig grad i sidste sats, ”Élégie”, der synes at skildre kærlighed, tab, død og transcendens.

”Serenade” var det første værk, Balanchine skabte i USA. Han beskrev det selv som en renselse, fordi han netop i dens første inkarnation koncentrerede sig om det rent formalistiske. Den markerede hans brud med fortiden, et brud med sentimentalitet og det historisk teatralske. Han så fremad.

”Serenade” er Balanchines mest personlige ballet, og af den grund alene bør man opleve dette gæstespil, der er en bedrift, der trodser al logik

Men Balanchine kunne ikke slippe fortiden, heller ikke ”Serenade” som han blev ved med at revidere og udbygge helt frem til 1981, kun to år før sin død. Man kan sige, at han gik dybere ind i musikken og reagerede på Tjajkovskijs udsagn om, at ”Serenade” var skrevet af en indre overbevisning.

Det gør i min optik ”Serenade” til Balanchines mest personlige ballet, og af den grund alene bør man opleve dette gæstespil, der er en bedrift, der trodser al logik, en Tivoli-tradition med en betydning for dansk kulturliv, der rækker langt ud over det korte besøg.

Derfor skal aftenen have seks stjerner, og derfor skal man, hvis man overhovedet har mulighed for det, gå i Tivolis Koncertsal og se New York City Ballet. For mellem al den fortid og fremtid, sagde Balanchine også disse ord: ”Hvad venter du på? Der er kun nuet!”

Sidste forestilling danses søndag.

Serenade, Fire Temperamenter og Symfoni i C. Koreografi: George Balanchine. New York City Ballet. Tivolis Koncertsal, København. Til den 19. august.

Fotos:

  1. Ask la Cour i George Balanchines Fire Temperamenter. Foto: Erin Baiano.
  2. Ask la Cour og New York City Ballet i George Balanchines Fire Temperamenter. Foto: Erin Baiano.
  3. New York City Ballet i George Balanchines Symfoni i C. Foto: Paul Kolnik.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.